Honorering af bestyrelsesformand


I forlængelse af den offentlige debat om bestyrelsesformandens aflønning, som er rejst på baggrund af FLS Industries A/S' delårsrapport 1. januar til 30. juni 2003 - udsendt d. 29. august 2003 - meddeles følgende:

Direktør Jørgen Worning blev i februar 2002 af FLS Industries' hovedaktionær POTAGUA anmodet om at opstille som kandidat til valg til FLS Industries' bestyrelse med henblik på at påtage sig posten som bestyrelsesformand. Efterfølgende blev Jørgen Worning enstemmigt indvalgt i bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling d. 7. marts 2002 og på det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde valgt til bestyrelsesformand.

I forbindelse med Jørgen Wornings kandidatur til generalforsamlingen bekræftede POTAGUA over for Jørgen Worning, at man ønskede en formand, som kunne påtage sig arbejdsbyrden i den 3 - 5 års periode, man havde sat som tidsramme for salg af POTAGUA's aktiepost i FLS Industries (Fondsbørsmeddelelse nr. 23-2001 af d. 20. december 2001). I denne forbindelse tilkendegav POTAGUA, at man ville støtte Jørgen Wornings bestyrelseskandidatur på FLS Industries' generalforsamlinger i den pågældende periode samt støtte FLS Industries' bestyrelses aftale med Jørgen Worning - til indstilling på den årlige generalforsamling - om en honorering af hans arbejdsindsats ud over håndtering af de normale formandsopgaver.

På denne baggrund har FLS Industries' bestyrelse på bestyrelsesmødet i forbindelse med vedtagelsen af delårsrapporten godkendt en aftale med Jørgen Worning dækkende perioden frem til 2007 - der år for år vil blive forelagt for og skal godkendes på selskabets ordinære generalforsamling. Det er denne aftale, der refereres til i FLS Industries' delårsrapport 1. januar til 30. juni 2003.

Jens Stephensen
Næstformand