Ændring i bestyrelsen og nye ugrundede anklager


Europeinvestment A/S
(tidligere Live Networks Holding A/S)
CVR nr. 10435013
c/o Inwema ApS
Kongevejen 53, 2840  Holte
Telefon  0046 8 545 00140


Fondsbørsmeddelelse 09-11-2007

Vedr.: Ændring i bestyrelsen og nye ugrundede anklager

Ændring i bestyrelsen

Europeinvestment A/S har fået oplyst af Jørgen Sejling, at han udtræder af
bestyrelsen. Dette vil blive anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i dag.
Bestyrelsen består herefter af Hans Birkholm, Kenneth Dundas, Castro Khatib og
Ole Vestergaard. 

Jørgen Sejling har oplyst den resterende bestyrelse i Europeinvestment A/S, at
han ikke udtræder på grund af konflikter i bestyrelsen, og at han ikke ønsker
at optrappe nogle konflikter. 

Det bemærkes, at Jørgen Sejling siden hans udnævnelse til bestyrelsen den 27.
august 2007 har deltaget i alle bestyrelsesmøder, undtagen et møde hvor han var
syg, og hvor han efter modtagelse af referatet ikke havde nogen kommentarer til
beslutningerne, der var taget af den resterende bestyrelse. Han har ikke i
løbet af nogen af bestyrelsesmøderne givet udtryk for kritik eller uenighed i
bestyrelsens overvejelser og diskussioner, og han har ikke udtalt kritik over
for selskabets ledelse. I den tid han sad i bestyrelsen, blev alle
bestyrelsesbeslutninger vedtaget enstemmigt. Hans beslutning om at udtræde af
bestyrelsen kommer derfor som en overraskelse for den resterende bestyrelse. 

Da han udtrådte af bestyrelsen, oplyste han bestyrelsen om, at han havde
betænkeligheder i forhold til Castro Khatibs rolle i bestyrelsen grundet i det
faktum, at Castro Khatib også repræsenterer Aladdin Investment Services Ltd.
Den resterende bestyrelse finder, at forholdet mellem Aladdin Investment
Services Ltd. og Europeinvestment A/S er blevet håndteret korrekt og vil mene,
at det var naturligt for et bestyrelsesmedlem at behandle et spørgsmål, når og
hvis det opstod. 

Nye ugrundede anklager

Den 6. november 2007 modtog bestyrelsen for Europeinvestment A/S en e-mail fra
en aktionær, som truede Selskabet med at involvere politiet, medmindre planerne
om at konvertere lånet fra Aladdin Investment Services Limited til aktier blev
droppet. Selskabet besluttede sig for ikke at reagere på en sådan trussel.
Aktionæren har også tidligere fremsat lignende trusler. 

Europeinvestment A/S har fået oplyst, at aktionæren i går har meldt bestyrelsen
i Europeinvestment A/S til politiet. I tilgift til at gentage anklagerne, der
allerede er fremsat af politiet (jf. selskabets meddelelse af 24. august 2007),
påstår aktionæren, at meddelelsen af 18. april 2007 om lånefacilitetsaftalen
med Aladdin Investment Services Ltd., var ukorrekt. Påstanden er baseret på en
antagelse om, at bestyrelsen allerede den 18. april 2007 havde accepteret at
tillade Aladdin Investment Services Ltd. at kunne kræve en konvertering til
aktier til markedspris før den endelige tilbagebetalingsdag på lånet (30.
august 2007). 

Aktionærens påstand er ugrundet. 

Da meddelelsen af 18. april 2007 blev udfærdiget, havde Aladdin Investment
Services Ltd. ikke ret til at kræve en konvertering til aktier til markedspris. 

Lånefacilitetsaftalen blev imidlertid indgået som en følge af beslutningen om,
at Europeinvestment A/S skulle blive et aktivt investeringsselskab. Da
bestyrelsen besluttede sig for ikke at forfølge disse planer foreløbig,
informerede Aladdin Investment Services Limited bestyrelsen om, at det ønskede
at konvertere sit tilgodehavende til aktier som en betingelse for sin fortsatte
finansiering af Europeinvestment A/S. 

På et møde den 1. oktober 2007 traf bestyrelsen en principbeslutning om at
acceptere, at en konvertering til aktier til markedspris kunne blive gennemført
inden den endelige tilbagebetalingsdag. Aladdin Investment Services Ltd.
anmodede derefter den 26. oktober 2007 Europeinvestment A/S om at indkalde til
en ekstraordinær generalforsamling for at gennemføre en nedsættelse af den
nominelle aktiekapital, hvilket medførte, at bestyrelsen den 31. oktober 2007
indkaldte til en sådan ekstraordinær generalforsamling. 

Europeinvestment A/S vil overveje, hvilke skridt der skal tages mod den
aktionær, som er fremkommet med disse falske beskyldninger. 


Spørgsmål kan rettes til direktør Castro Khatib på telefon 0046 8 545 00140.

Europeinvestment A/S