Meddelelse nr. 23/2007 Til OMX Nordic Exchange København, 22. november 2007 Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. september 2007 (ikke revideret eller reviewet) Curalogic har nu to igangværende kliniske fase III studier Curalogic program til udvikling af patientvenlig immunterapiprodukter er med 2 igangværende kliniske fase III studier blandt et af de mest ambitiøse i branchen. Status for de kliniske studier er: Alle patienterne er færdigbehandlet i det kliniske fase III studie (RPE 04) med ragweedproduktet, og Curalogic er nu i rapporteringsfasen for studiet. Med græsproduktet er behandling af patienter påbegyndt i et klinisk fase III studie (GPE 03). I husstøvmideprojektet har sundhedsmyndighederne haft uddybende spørgsmål til det medie som husstøvmiderne er blevet dyrket på. Curalogics leverandør af husstøvmider er i direkte dialog med de tyske sundhedsmyndigheder for at besvare spørgsmålene. Dette betyder at Curalogic ikke som planlagt har påbegyndt behandling af patienter i et klinisk fase II studie (DME 01). Økonomiske resultater for perioden 1. juli til 30. september 2007 Curalogic realiserede et driftsresultat (EBIT) på DKK -55,0 mio. i 3. kvartal 2007 sammenlignet med et driftsresultat på DKK -15,6 mio. i 3. kvartal 2006. Resultatet er på linie med selskabets forventninger. Hovedårsagen til forskellen i driftsunderskud sammenlignet med 3. kvartal 2006 er stigningen i forsknings- og udviklingsomkostningerne på DKK 38,1 mio., som er en følge af de forøgede kliniske udviklingsaktiviteter. Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 393,2 mio. pr. 30. september 2007 mod DKK 185,4 mio. pr. 30. september 2006. Selskabet opjusterer forventningerne til 2007 For hele året 2007 forventes nu et nettounderskud i intervallet DKK 180 - 190 mio. imod tidligere forventning om et nettounderskud på DKK 195 - 210 mio. Forsknings- og udviklingsomkostninger forventes nu at udgøre DKK 175 - 185 mio., administrationsomkostningerne forventes at ligge i niveauet DKK 12 mio., og finansielle indtægter forventes at ligge i niveauet DKK 8 - 10 mio. Det mindre underskud skyldes primært besparelser på fase III studiet på græsproduktet såvel som besparelser og udskudte omkostninger på produktet mod husstøvmideallergi. Begivenheder i perioden 1. juli til 30. september 2007 Forberedelser til klinisk fase III studie (GPE 03) med græsproduktet Den kliniske protokol blev indsendt til sundhedsmyndigheder og etiske komiteer i de lande, hvor studiet planlægges gennemført. Indsendelse af protokol til klinisk fase II studie (DME 01) med husstøvmideproduktet I husstøvmideprojektet er en klinisk protokol indsendt til sundhedsmyndighederne og etisk komite i Tyskland i august 2007. Udnyttelse af overallokeringsret Curalogic udbød i juni 2007 i alt 18 mio. nye aktier, og i juli 2007 blev en overallokeringsret på 2 mio. aktier udnyttet fuldt ud, således at selskabet i alt fik tilført et bruttoprovenu på DKK 340 mio. ved kapitaltilførslen. Nettoprovenuet ved kapitaltilførslen var på DKK 323 mio. efter fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 17 mio. Efter udnyttelsen af overallokeringsretten udgør Curalogics samlede aktiekapital 56.428.816 aktier a nominelt DKK 0,50. Udstedelse af warrants Curalogic udstedte i alt 975.000 warrants til nye medarbejdere, nuværende medarbejdere, direktionen og bestyrelsen i selskabet pr. 1. september 2007. Vigtige begivenheder efter 30. september 2007 Afslutning af behandlingsforløb i det kliniske fase III studie (RPE 04) Alle patienter i Curalogics kliniske fase III studie med ragweedproduktet har afsluttet det planlagte behandlingsforløb. Nu forestår arbejdet med først at kvalitetskontrollere alle data og dernæst at opgøre resultatet af studiet. Start af behandling af patienter i klinisk fase III studie (GPE 03) med græsproduktet I november 2007 begyndte behandlingen af de første patienter i Curalogics kliniske fase III studie med græsproduktet. Studiet gennemføres i en lang række europæiske lande. Dialog med sundhedsmyndighederne om klinisk fase II studie (DME 01) med produktet mod husstøvmideallergi Etisk komite har godkendt DME 01 protokollen, og sundhedsmyndighederne har haft uddybende spørgsmål til det medie, som husstøvmiderne er blevet dyrket på. Curalogics leverandør af husstøvmider er i direkte dialog med de tyske sundhedsmyndigheder for at besvare spørgsmålene. Dette betyder, at Curalogic ikke som planlagt har påbegyndt behandling af patienter i et klinisk fase II studie (DME 01). Curalogic forventer, at myndighedernes spørgsmål om kort tid er besvaret tilfredsstillende og at kunne påbegynde DME 01 studiet i begyndelsen af 2008. Ledelsespåtegning Vi har dags dato behandlet og godkendt Curalogic A/S's delårsrapport for 9-måneders perioden 1. januar til 30. september 2007. Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, selskabets regnskabspraksis anvendt for regnskabsåret 2006 og yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber. Delårsrapporten er ikke revideret eller reviewet. Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at delårsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. september 2007 samt af resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for 9-måneders perioden 1. januar til 30. september 2007. København, 22. november 2007 Curalogic A/S Bestyrelse Jakob Schmidt Christian Karsten Hansen Pamela J. Kirby Alf A. Lindberg Carl Spana Direktion Peter Moldt For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Administrerende direktør Peter Moldt Tlf. +45 99 99 24 00, mobil +45 26 25 04 22 Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 99 99 24 24, mobil +45 20 70 55 37 Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger, som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som senere kan vise sig at være fejlagtige. Status på Curalogics aktiviteter Udviklingsaktiviteter Curalogic har fire produkter i klinisk udvikling til behandling af allergi over for ragweedpollen, græspollen, husstøvmider og kattehår. Udviklingen af produkterne sigter på at opnå registrering både i USA og Europa. Ragweed (Bynke-Ambrosie) Curalogics produkt til behandling af ragweedallergi er i klinisk fase III. Ragweedproduktet er blevet grundigt afprøvet i 7 kliniske studier med 1.066 patienter. Resultaterne af de kliniske studier har vist samme gode reduktion af allergisymptomer, som der opnås med injektionsimmunterapi, og at produktet er sikkert og har meget få bivirkninger. Curalogic har i ragweedpollensæsonen 2007 gennemført et klinisk fase III forsøg (RPE 04) og i alt 545 patienter i USA, Italien, Ungarn og Serbien har deltaget i studiet. Den kliniske fase af studiet er afsluttet og nu forestår arbejdet med at afrapportere studiet. Curalogic forventer at offentliggøre resultater fra studiet i 1. kvartal 2008. RPE 04 studiet primære formål er at evaluere effekten og sikkerheden af en enkelt daglig dosis oralt administreret ragweedekstrakt eller placebo til patienter, der lider af ragweedallergi, hvor behandlingen startes mindst otte uger forud for ragweedpollensæsonen og fortsættes igennem hele sæsonen. På basis af data fra studiet planlægger Curalogic at indsende en registreringsansøgning i Europa i 2. halvår 2008. Ragweed kaldes i Danmark Bynke-Ambrosie. Ca. 4 millioner mennesker i Europa og 29 millioner mennesker i USA lider i dag af ragweedallergi. Ragweedallergi opleves af patienterne som en af de værste allergier. Det skyldes dels, at pollen fra ragweed er meget potent, og dels at pollensæsonen er meget lang (6-8 uger). Græs Curalogics produkt til behandling af græsallergi er i klinisk fase III. Græsproduktet er blevet undersøgt i to kliniske fase II studier - et i USA og et i Europa. Undersøgelserne har omfattet i alt 93 patienter med moderat til svær græsallergi, der er blevet doseret dagligt i 1-10 uger. Den højeste dosis, der har været testet, er 64.000 BAU, hvilket er ca. 30 gange højere end den i USA anbefalede vedligeholdelsesdosis med injektionsimmunterapi. Der er i studierne ikke blevet rapporteret alvorlige bivirkninger eller anafylaktiske reaktioner, som var forbundet med behandlingen. Græsprodukt har været veltolereret med og uden opdosering, og bivirkningerne har været af samme karakter, som de bivirkninger, der er observeret med ragweedproduktet. Curalogic gennemfører i græspollensæsonen 2008 et klinisk fase III studie (GPE 03) og behandling af de første patienter begyndte i november 2007. Undersøgelsen vil blive gennemført i en række europæiske lande, og mere end 600 patienter forventes at indgå i studiet. GPE 03 primære formål er at evaluere effekten og sikkerheden af to doser af oralt administreret græspollenekstrakt til patienter, der lider af græsallergi. Patienter med moderat til svær græsallergi behandles dagligt med en af de to aktive doser eller placebo. Behandlingen startes mindst otte uger forud for og fortsættes igennem hele græspollensæsonen. Græspollensæsonen begynder i maj og varer henover sommeren. Resultater fra studiet forventes offentliggjort i første kvartal 2009, og Curalogic planlægger at indsende en registreringsansøgning for græsproduktet i Europa i andet halvår 2009. Ca. 51 millioner mennesker i Europa og 30 millioner mennesker i USA lider af græsallergi. Husstøvmider Curalogic produkt til behandling af husstøvmideallergi er i øjeblikket i den prækliniske fase. Curalogic er klar til at starte et klinisk fase II studie (DME 01) og forventer at påbegynde behandling af de første patienter, så snart sundhedsmyndighedernes uddybende spørgsmål er blevet besvaret tilfredsstillende. Det forventes, at DME 01 kan påbegyndes i Q1 2008. DME 01 studiets primære formål er fastlæggelse af den maksimalt tolererede dosis. Efter planen skal patienter med moderat til alvorlig hustøvmideallergi deltage i dette studie, som vil foregå på et enkelt klinisk center i Tyskland. De to mest udbredte arter af husstøvmider i USA og Europa er D. pteronyssinus og D. farinae, som typisk findes i tæpper og sengetøj. De aktive stoffer i produktet mod husstøvmideallergi vil derfor være en blanding af ekstrakter fra disse to husstøvmidearter. Ca. 30 millioner mennesker i USA og 52 millioner mennesker i Europa lider af husstøvmideallergi. Patienter med allergi over for husstøvmider oplever allergisymptomer året rundt. Kat Curalogics produktkandidat til behandling af allergi over for kattehår er i klinisk fase II. Det aktive stof i det klinisk afprøvede katteprodukt er et ekstrakt fra kattehår. For at udvikle et vellykket oralt produkt til behandling af allergi over for katte, kræves der så mange kattehår, at det overstiger den mængde, der er til rådighed i øjeblikket. Curalogic har vurderet forskellige muligheder for at skaffe katteallergenet og har konkluderet, at etablering af en rekombinant produktion er den kommercielt bedste løsning. Curalogic er fortsat i færd med at undersøge de praktiske muligheder for, hvorledes en sådan rekombinant produktion kan etableres. Andre aktiviteter Udnyttelse af overallokeringsret juli 2007 Curalogic udbød i juni 2007 i alt 18 mio. nye aktier, og i juli 2007 blev en overallokeringsret på 2 mio. aktier udnyttet fuldt ud, således at selskabet i alt fik tilført et bruttoprovenu på DKK 340 mio. ved kapitaltilførslen. Nettoprovenuet ved kapitaltilførslen var på DKK 323 mio. efter fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 17 mio. Nettoprovenuet af de 2 mio. aktier, som vedrører perioden efter 30. juni 2007, var på DKK 33 mio. efter fradrag af transaktionsomkostninger for denne del af kapitaltilførslen på DKK 1 mio. Pr. 30. september 2007 udgør Curalogics samlede aktiekapital 56.428.816 aktier a nominelt DKK 0,50. Investor Relations Curalogic har i 3. kvartal 2007 præsenteret selskabet i forskellige sammenhænge ved arrangementer for såvel institutionelle som private investorer. Styrkelse af organisationen Organisationen er blevet styrket med en ny medarbejder pr. 1. september 2007, idet der er ansat en regnskabs- og administrationschef. Det samlede antal medarbejdere pr. 30. september 2007 var således 14. Udstedelse af warrants Curalogic udstedte i alt 975.000 warrants til nye medarbejdere, nuværende medarbejdere, direktionen og bestyrelsen i selskabet pr. 1. september 2007. Bemærkninger til delårsregnskabet for 9-måneders perioden 1. januar til 30. september 2007 I 3. kvartal af 2007 er udviklingen i Curalogics aktiviteter forløbet stort set som planlagt. De kliniske aktiviteter for ragweedproduktet har fulgt de opstillede planer. Det kliniske fase II forsøg med græsproduktet blev gennemført hurtigere end planlagt, og på baggrund af den gennemførte kapitaltilførsel i juni 2007 fik selskabet mulighed for at accelerere udviklingen af græsprojektet, således at dette projekt nu er i fase III. Produktet mod husstøvmideallergi er blevet forsinket som følge af myndighedernes uddybende spørgsmål til produktet. Curalogic er klar til at starte et fase II studie (DME 01) og forventer at påbegynde behandling af de første patienter, så snart sundhedsmyndighedernes uddybende spørgsmål er blevet besvaret tilfredsstillende. Indtægter Curalogic havde ingen omsætning i de første ni måneder af 2007. Forsknings- og udviklingsomkostninger Curalogics forsknings- og udviklingsomkostninger udgjorde DKK 52,2 mio. i 3. kvartal 2007 i forhold til DKK 14,1 mio. i 3. kvartal 2006. Forsknings- og udviklingsomkostninger udgjorde DKK 120,2 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 19,7 mio. i de første ni måneder af 2006. Personaleomkostninger indeholdt i forsknings- og udviklingsomkostningerne udgjorde DKK 4,3 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 1,5 mio. i de første ni måneder af 2006. Curalogic afholdt udviklingsomkostninger til kliniske studier og produktionsmodning på DKK 115,9 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 18,3 mio. i de første ni måneder af 2006. De væsentligste udviklingsomkostninger i perioden har været omkostninger til det kliniske fase III studie med produktet mod ragweedallergi (RPE 04), omkostninger til det kliniske fase II studie med produktet mod græsallergi (GPE 02) samt omkostninger til opstart af det kliniske fase III studie med produktet mod græsallergi (GPE 03). Forberedelserne til det kliniske fase II studie med produktet mod husstøvmideallergi (DME 01) udgør tillige en andel af disse omkostninger. Administrationsomkostninger Curalogics administrationsomkostninger udgjorde DKK 2,8 mio. i 3. kvartal 2007 i forhold til DKK 1,5 mio. i 3. kvartal 2006. Administrationsomkostninger udgjorde DKK 6,9 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 4,1 mio. i de første ni måneder af 2006. Af de samlede administrationsomkostninger udgjorde personaleomkostninger, herunder omkostninger vedrørende bestyrelsen, DKK 3,7 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 2,6 mio. i de første ni måneder af 2006. Omkostninger vedrørende domicil samt honorarer til advokat, revisor og andre administrative omkostninger udgjorde DKK 3,2 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK 1,5 mio. i de første ni måneder af 2006. Driftsresultat (EBIT) Curalogics realiserede et driftsresultat (EBIT) i 3. kvartal 2007 på DKK -55,0 mio. i forhold til et driftsresultat på DKK -15,6 mio. i 3. kvartal 2006. Det realiserede driftsresultat (EBIT) udgjorde DKK -127,1 mio. de første ni måneder af 2007 i forhold til et driftsresultat på DKK -23,8 mio. de første ni måneder af 2006. Finansielle poster Curalogics finansielle poster udgjorde en nettoindtægt på DKK 2,9 mio. i 3. kvartal 2007 i forhold til en nettoindtægt på DKK 2,4 mio. i 3. kvartal 2006. De finansielle poster udgjorde en nettoindtægt på DKK 5,4 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til en nettoindtægt på DKK 2,3 mio. i de første ni måneder af 2006. De finansielle indtægter kan fortsat tilskrives renteindtægter på provenuet fra selskabets børsintroduktion i juni 2006 på OMX Nordic Exchange samt renteindtægter på provenuet fra selskabets kapitaltilførsel i juni 2007. De finansielle udgifter kan tilskrives de tekniske tab på valutaterminskontrakter, der blev indgået i sommeren 2006 samt i Q3 2007 for at kurssikre de udviklingsomkostninger, der løbende betales i USD. Resultat før skat Curalogics resultat før skat udgjorde DKK -52,1 mio. i 3. kvartal 2007 i forhold til DKK -13,1 mio. i 3. kvartal 2006. Samlet udgjorde Curalogics resultat før skat DKK -121,7 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK -21,5 mio. i de første ni måneder af 2006. Skat af det ordinære resultat udgjorde DKK 0,0 mio. i både de første ni måneder af 2007 og de første ni måneder af 2006. Selskabet har ikke indregnet værdien af skattemæssige underskud som aktiv i balancen, idet ledelsen vurderer, at kriterierne herfor ikke er opfyldt. Likviditet og kapitalberedskab Selskabets pengestrømme fra den primære driftsaktivitet udgjorde DKK -102,7 mio. i de første ni måneder af 2007 mod DKK -14,4 mio. i de første ni måneder af 2006. Pengestrømme fra finansielle poster udgjorde DKK -7,1 mio. i de første ni måneder af 2007 mod DKK -2,1 mio. i de første ni måneder af 2006, og derfor udgjorde pengestrømme fra selskabets driftsaktivitet DKK -95,6 mio. i de første ni måneder af 2007 i forhold til DKK -12,3 mio. i de første ni måneder af 2006. Pengestrømmene vedrørende investeringsaktiviteter udgjorde DKK -0,1 mio. i de første ni måneder af 2007 mod 0,0 mio. i de første ni måneder af 2006. Pengestrømme vedrørende finansiering udgjorde i de første ni måneder af 2007 et positivt bidrag på DKK 322,9 mio. sammenlignet med et positivt bidrag på DKK 189,4 mio. i de første ni måneder af 2006. Pengestrømme på DKK 322,9 mio. i 2007 vedrører udbuddet af 18 mio. nye aktier i juni samt udnyttelse af overallokeringsretten på 1 mio. nye aktier i juli, mens beløbet på DKK 189,4 primært vedrører kapital tilført i forbindelse med selskabets børsnotering i juni 2006. Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 393,2 mio. pr. 30. september 2007 i forhold til DKK 185,4 mio. pr. 30. september 2006. Curalogics egenkapital var på i alt DKK 362,1 mio. pr. 30. september 2007 i forhold til DKK 176,1 mio. pr. 30. september 2006. Resultatmæssige forventninger for regnskabsåret 2007 For hele året 2007 forventes nu et nettounderskud i intervallet DKK 180 - 190 mio. imod tidligere forventning om et nettounderskud på DKK 195 - 210 mio. Forsknings- og udviklingsomkostninger forventes nu at udgøre DKK 175 - 185 mio., administrationsomkostningerne forventes at ligge i niveauet DKK 12 mio., og finansielle indtægter forventes at ligge i niveauet DKK 8 - 10 mio. Det mindre underskud skyldes primært besparelser på fase III studiet på græsproduktet såvel som besparelser og udskudte omkostninger på produktet mod husstøvmideallergi. Bilag - Perioderegnskab for de første ni måneder af 2007 med noter Noter 1. Anvendt regnskabspraksis Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, Præsentation af delårsrapporter, og yderligere danske oplysningskrav til børsnoterede selskaber. Den i delårsrapporten anvendte regnskabspraksis er uændret i forhold til den regnskabspraksis, der er anvendt i selskabets årsrapport for 2006, og som er i overensstemmelse med International Financial Reporting Standard (IFRS) som godkendt af EU og yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber. Segmentoplysninger Selskabet har alene ét forretningsområde, der består i udvikling af lægemidler til behandling af allergiske sygdomme. Da selskabet ikke frembringer indtægter i form af nettoomsætning til eksterne kunder, indeholder delårsrapporten for 3. kvartal 2007 ikke segmentoplysninger for geografiske områder. Noter
Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. september 2007 (ikke revideret eller reviewet)
| Quelle: Curalogic A/S