Bestyrelserne for Investeringsforeningen BankInvest I og Investeringsforeningen BankInvest II har i dag besluttet at foreslå følgende fusioner: 1) Afdelingerne Pension Bioteknologi, Health Care og Pension Health Care foreslås fusioneret med Afdeling Bioteknologi, alle under Investeringsforeningen BankInvest I med sidstnævnte som fortsættende afdeling. 2) Afdelingerne Danske Aktier, OMXC20 Aktier begge under Investeringsforeningen BankInvest II foreslås fusioneret med Afdeling Danske Small Cap Aktier under Investeringsforeningen BankInvest I med sidstnævnte som fortsættende afdeling. Forslagene vil blive fremlagt på foreningernes ordinære generalforsamling den 3. april 2008. Fusionerne foreslås gennemført med virkning fra den 1. januar 2008. Baggrunden for fusionsforslagene er: 1) Med det større formuegrundlag vil afdeling Bioteknologi endnu bedre kunne udnytte placeringsmulighederne inden for sit investeringsområde, herunder i form af øget risikospredning, ligesom der i forbindelse med fusionen vil der ske en tilpasning, således at den samlede portefølje er i fuld overensstemmelse med den fortsættende afdelings investeringspolitik. Fusionen forventes gennemført som en skattepligtig fusion. De nærmere vilkår fremgår af bestyrelsens fusionsplaner og -redegørelser. 2) Med det større formuegrundlag vil afdeling Danske Small Cap Aktier endnu bedre kunne udnytte placeringsmulighederne, herunder i form af øget risikospredning inden for den justerede investeringsstrategi, der vil være aktiv med mulighed for at investere både i større og mindre selskaber. Det vurderes endvidere, at afdelingen vil kunne opnå stordriftsfordele ved en fusion af afdelingerne. Den fortsættende afdeling ændrer i forbindelse med den planlagte fusion navn til ”Danmark” og får justeret investeringsstrategien, så den rummer såvel OMXC20 som andre danske aktier. Ved fusionen vil der ske en tilpasning, således at den samlede portefølje er i fuld overensstemmelse med den fortsættende afdelings nye investeringspolitik. Fusionen forventes gennemført som en skattefri fusion. De nærmere vilkår fremgår af bestyrelsens fusionsplaner og -redegørelser. Der vil blive indkaldt til generalforsamlinger på sædvanlig vis via dagspressen. Eventuelle spørgsmål til ovenstående kan rettes til BI Management A/S, direktør Christina Larsen, på tlf. 7730 9000. Med venlig hilsen BI Management A/S Christina Larsen Direktør
Forslag om fusion af BankInvest afdelinger
| Quelle: BankInvest II