Det danske medicinalfirma ALK introducerer ny visuel identitet og nyt logo. Det nye firmadesign skal kommunikere ALKs førende position inden for specifik allergibehandling og understøtte selskabets årelange videnskabelige traditioner. Opgaven for designerne var at skabe et visuelt udtryk for ALKs videnskabelige baggrund og samtidig vise ALKs menneskelige tilgang til allergibehandling med udgangspunkt i selskabets mission om at forbedre livskvaliteten for allergiske patienter. Det nye logo består af et antal partikler eller prikker, der gradvist omdannes til et logo. Dette er inspireret af hvordan ALK med udgangspunkt i en kompleks verden af allergi og allergener skaber en effektiv behandling af årsagen til allergi. Formerne på medicinglas, dråber og tabletter har også tjent som inspiration for designerne, men som med alt design er logoet åbent for fortolkning. De bærende farver i den nye visuelle identitet er blå og orange. Den mørkeblå farve viderefører selskabets historie og knytter sig til den farmaceutiske branche. Den varme orange tilføjer varme og personlighed. Resten af farvepaletten har rødder i skandinaviske designtraditioner for at kommunikere virksomhedens geografiske udgangspunkt. Fortid, nutid og fremtid Det nye design udtrykker ALKs fortid, nutid og fremtid. ALK har formet fremtidens allergibehandling siden 1923, og gennem de seneste 85 år er et stort antal milepæle i allergibehandlingens historie blevet nået i ALKs laboratorier. - I 1970'erne var ALK de første til at identificere allergenproteiner og efterfølgende lancere standardiserede allergivacciner i samarbejde med Københavns Universitet - I 1990'erne begyndte ALK et strategiskifte i retning af mere brugervenlige vacciner til hjemmebehandling ved at lancere de første sublinguale allergivacciner (dråber under tungen) - I forlængelse af denne strategi lancerede ALK i 2006/07 verdens første registrerede tabletbaserede allergivaccine, GRAZAX®, til behandling af græspollenallergi GRAZAX® og de andre tabletbaserede allergivacciner i ALKs forsknings- og udviklingspipeline er de første tabletter, der både behandler selve årsagen til allergi og dæmper allergisymptomerne. Denne nye behandlingsmåde vil forme fremtidens allergibehandling til gavn for patienter over hele verden. Sammen med det nye design er der udviklet en særlig skrifttype, en moderne sans-serif skrift, der vil fremover vil præge alle tryksager fra ALK. Både den visuelle identitet og den nye skrifttype er udviklet af det københavnske strategiske designbureau e-Types. I de kommende måneder vil den nye visuelle identitet blive introduceret i ALKs datterselskaber over hele verden. Sammen med det nye design har ALK udgivet en ny virksomhedsbrochure og relanceret hjemmesiden www.alk-abello.com. Fra hjemmesiden er det muligt at downloade ALKs nye logo. For yderligere information, kontakt venligst: Jacob Frische, Kommunikationschef, ALK, tlf. 45 74 75 51, mobil 22 24 75 51 Om ALK ALK er en global medicinalvirksomhed, der fokuserer på behandling, forebyggelse og diagnosticering af allergi. Selskabets mission er at forbedre livskvaliteten for allergipatienter ved at udvikle lægemidler, der er rettet mod årsagen til allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination - en unik behandling, der fremkalder et beskyttende immunrespons, som reducerer og potentielt stopper den allergiske reaktion. Allergivaccination gives traditionelt som injektioner eller sublinguale dråber. Det er ALKs mål at udvide brugen af allergivaccination ved at introducere brugervenlige, tabletbaserede vacciner og dermed tilbyde langt flere patienter en behandling af årsagen til deres allergi. Som led i denne strategi blev verdens første tabletbaserede vaccine mod græspollenallergi, GRAZAX®, lanceret i Europa i 2006, og ALK har indgået partnerskaber vedr. tabletprogrammet med Menarini Gruppen for Central- og Østeuropa og med Schering-Plough for Nordamerika. ALK har over 1.400 medarbejdere samt datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er noteret på NASDAQ OMX Nordiske Børs. 'ALK' er en forkortelse for 'Allergologisk Laboratorium København'. Læs mere på www.alk-abello.com og www.GRAZAX.com.