Bestyrelsen for SPARBANK A/S har valgt at fremrykke offentliggørelsen af halvårsrapporten for 1. halvår 2008 til i dag. SPARBANKs resultat før skat blev 98,7 mio. kr. mod 136,3 mio. kr. i 1. halvår 2007. Resultatet forrenter egenkapitalen med 11,8 %. Resultat før nedskrivninger mv. samt kursreguleringer blev 115,9 mio. kr. mod 102,3 mio. kr. året før. Basisindtjeningen - resultatet af den egentlige bankdrift - udgør 88,0 mio. kr. mod 102,6 mio. kr. året før. SPARBANKs likviditet er tilfredsstillende. Likviditetsoverdækningen i forhold til lovens minimumskrav er 121,1 %, hvilket svarer til en overdækning på 2,3 mia. kr. Ultimo 1. halvår 2007 var overdækningen 18,3 %, svarende til en overdækning på 0,3 mia. kr. SPARBANK har i juni optaget et syndikeret lån på 858 mio. kr. Som banken gav udtryk for i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2007, forventes det fortsat, at basisindtjeningen - resultatet af den egentlige bankdrift - for hele 2008 vil ligge i niveauet 140 - 160 mio. kr.