Meddelelse nr. 6: Danfold A/S opnår IWAY Certificering og fremlægger halvårsregnskab 01.01.08 - 30.06.08


Danfold A/S er blevet certificeret efter IKEA's kvalitetsstyringssystem IWAY.
Certificeringen er en væsentlig forudsætning for at indgå kontrakt med IKEA og
andre store verdensomspændende forbrugere af selskabets produkter. 

Omsætningen for 1. halvår 2008 opgøres til 36,0 mio. kr. mod 42,5 mio. kr. i
samme periode sidste år. Faldet i selskabets omsætning skyldes en generel
opbremsning og afmatning i selskabets markeder. Markedets generelle opbremsning
og afmatning vurderes ikke markant forbedret før 4. kvartal 2008. Generelt
lavere indkøbspriser har betydet prisfald på selskabets produkter, hvilket har
givet lavere salg i perioden sammenlignet med 1 halvår 2007. 

Bruttoresultatet opgøres til 8,0 mio. kr. mod 10,8 mio. kr. for samme periode
sidste år. Faldet i bruttoresultatet skyldes dels den lavere aktivitet qua
markedets generelle situation samt en nedskrivning på 395 tkr. på selskabets
lager, grundet førnævnte prisfald på råvarer. 

EBITDA opgøres til 749 tkr. mod 2.784 tkr. på samme tidspunkt sidste år.

Periodens resultat opgøres til -1,2 mio. kr. mod et overskud på 110 tkr. sidste
år. 

Driften har i perioden genereret 1,3 mio. kr. i kontanter mod et forbrug på 1,9
mio. kr. i samme periode sidste år. Selskabet har ligeledes i perioden nedbragt
sin rentebærende gæld med 17,2 mio. kr, fordi selskabets investeringsprogram er
finansieret ved leasingaftale som meddelt tidligere. Selskabet har i perioden
ligeledes skiftet bankforbindelse med større lånemuligheder til følge. Det
likvide beredskab anses således for tilstrækkelig. 

Selskabet har i en tid med generel afmatning på markedet fokuseret på at indgå
kontrakter og samhandelsaftaler med internationale markedsledere. Derfor har
selskabet brugt betydelige ressourcer på at få implementeret IKEA koncernens
IWAY kvalitetsstyringssystem, som er en forudsætning for at kunne levere
direkte til IKEA og IKEAs underleverandører. Således opfylder selskabet i dag
de procedurer og normer, som beskrevet i IWAY systemet. 

På trods af den faldende aktivitet og med fokus på mulige kommende
samhandelsaftaler med en eller flere af markedets internationale markedsledere
har selskabet valgt at fastholde kapaciteten samt at uddanne medarbejdere i
dels de nye maskiner og dels IKEA koncernens IWAY kvalitetsstyringssystem. 

For at styrke salget på det centraleuropæiske marked har selskabet per den 1.
maj 2008 startet salgsselskab i Tyskland. Der arbejdes fortsat med indsalg til
store og mellemstore kunder på det europæiske marked. 
Selskabets vision er fortsat at være den førende producent og leverandør af
skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. 

Det tidligere udmeldte investeringsprogram fortsætter upåvirket af de nuværende
træge markedsudsigter. Projektet er i forhold til oprindelige planer blevet
forbedret på en række punkter, såsom øget automatisering, hvilket har medført
en mindre forsinkelse i forhold til oprindelige planer. 

På baggrund af halvårsresultatet, markedets generelle aktivitet, prisfald samt
rykning af ibrugtagningen af de nye anlæg, justerer ledelsen forventningerne
til 2008 til en forventet omsætning på 65-75 mio. kr og et resultat efter skat
på -3 - 0 mio kr. kr. 

Selskabets bestyrelsesformand udtaler: 

”Resultatmæssigt kan vi ikke være helt tilfredse, men ledelsen ser positivt og
forventningsfuldt på fremtiden. På den korte bane er det mest realistisk, at
markedets generelle afmatning vedbliver. Men set i lyset af vores pipeline og
selskabets netop positivt gennemførte IWAY certificering, er et væsentligt
delmål for at nå vores langsigtede vision opnået. Inden for nærværende kvartal
forventer vi derfor at kunne offentliggøre store samhandelsaftaler med nye
kunder. Samhandelsaftaler, der vil sikre vores langsigtede plan frem mod 2010,
hvor visionen fortsat er at være Europas førende producent af skuffesider med
en omsætning på 180 mio. kr.” 

Hoved- og nøgletal er vedhæftet som pdf

Om Danfold A/S:

Danfold A/S blev grundlagt i 1978 på Mors med det formål at producere
skuffesider til møbelindustrien. 

I januar 2005 fik selskabet nye ejere, som sammen med ledelsen og medarbejderne
igangsatte en omfattende moderniserings- og optimeringsproces for at fokusere
yderligere på plademøbelindustrien. 

I januar 2008 blev selskabet noteret på First North børsen efter en succesfuld
kapital rejsning på 35 mio. kr. 

I maj 2008 etableredes salgsselskab i Tyskland.

Selskabets vision er at blive den største producent og leverandører af
skuffesider i Europa. Hertil kommer, at Danfold A/S fortsat vil fokusere på
udvikling af innovative produktionsprocesser og produkter med mindst muligt
spild og den bedst mulige samlede logistik. Forretningsgrundlaget bygger på et
samspil mellem innovative produktionsprocesser, logistik og tætte kundeforhold
- derfor er det vanskeligt at konkurrere med Danfold A/S gennem efterligning. 

Læs mere på www.danfold.dk 

Yderligere information, kontakt venligst
Mads Leth Christiansen, Bestyrelsesformand, Danfold A/S
Tlf.: +45 40508081 			

Godkendt rådgiver: Schrøder Partners A/S - kontaktperson: Partner Claus Melgaard

Anhänge

hoved- og ngletal - danfold 122008 .pdf