Lokalbankens selskabsmeddelelse nr. 14/2008 15. september 2008 Sammenlægning af Lokalbanken i Nordsjælland og Handelsbanken To veldrevne banker går sammen for at skabe øget vækst og udvikling Bankerne supplerer hinanden perfekt i forhold til geografi, kundesammensætning, kompetencer og forretningsfilosofi Handelsbanken tilbyder kontant DKK 300 pr. aktie Lokalbankens bestyrelse og repræsentantskab anbefaler enstemmigt tilbuddet Lokalbanken og Handelsbanken ønsker at sammenlægge deres danske aktiviteter. I den forbindelse fremsætter Handelsbanken købstilbud på alle aktierne i Lokalbanken i Nordsjælland a/s og tilbyder kontant DKK 300 pr. aktie á nominelt DKK 20. Prisen svarer til en merpris til aktionærerne på 135 pct. i forhold til børskursen fredag den 12. september 2008. Bestyrelsen og repræsentantskabet i Lokalbanken har enstemmigt besluttet at anbefale aktionærerne i Lokalbanken at acceptere købstilbuddet. ”En sammenlægning med Handelsbanken er en enestående mulighed for at styrke positionen i vores lokale marked i samarbejde med en stærk bank med værdier som vores,” siger bankdirektør Bruno Riis-Nielsen, Lokalbanken. ”Vi får mulighed for fortsat at tilbyde vores kunder personlig service på et højt niveau og vil i et højere tempo end ellers kunne udvide vores produktudbud. Samtidig bliver vores aktionærer tilbudt en attraktiv pris for deres aktier, og vores medarbejdere får udvidet deres karrieremuligheder i en international bank.” siger Bruno Riis-Nielsen. Lokalbanken supplerer Handelsbanken på centrale områder. Således har Lokalbanken en stærk markedsposition i Nordsjælland, hvor Handelsbanken ønsker at udbygge sin position. ”Lokalbanken er en veldreven bank, der grundlæggende er bygget på de samme principper som Handelsbanken. De arbejder ligesom vi meget decentralt med selvstændige og handlekraftige filialchefer og stærk lokal forankring,” siger Frank Vang-Jensen, adm. direktør i Handelsbanken Danmark. ”Danmark udgør et væsentligt fokusområde for Handelsbanken. Vi vokser primært organisk, men vurderer sideløbende mulighederne for at gå sammen med andre veldrevne banker i Danmark for at styrke vores position. Lokalbanken er med sin stærke position i Nordsjælland et perfekt match for Handelsbanken,” siger Frank Vang-Jensen. Med Handelsbankens 40 og Lokalbankens 14 filialer vil den sammenlagte bank dække Danmark med 54 filialer. Lokalbankens godt 200 medarbejdere bliver en del af Handelsbanken-koncernen med 10.500 medarbejdere, heraf cirka 600 i Danmark, hvor banken er blandt de største. Købstilbuddet svarer til en samlet pris for Lokalbanken på DKK 810 mio. Tilbudsperioden løber fra mandag den 15. september 2008 til mandag den 13. oktober 2008 kl. 20.00. Købstilbuddet er blandt andet betinget af, at Handelsbanken opnår mere end 90 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Lokalbanken. Pressemøde Der afholdes pressemøde i Lokalbanken i dag klokken 12:00 i Lokalbankens hovedkontor, Slotsgade 36 i Hillerød. Til stede vil være bankdirektør Bruno Riis-Nielsen og bestyrelsesformand Erik Uttenthal, Lokalbanken og adm. direktør Frank Vang-Jensen og koncernchef Pär Boman, Handelsbanken. For yderligere information, kontakt venligst: Handelsbanken: Frank Vang-Jensen, adm. direktør, Handelsbanken i Danmark og koncerndirektør i Svenska Handelsbanken AB - tlf.: +45 3341 8201 Mikkel Jørnvil Nielsen, kommunikationschef - +45 2630 0497 Lokalbanken: Erik Uttenthal, bestyrelsesformand - tlf.+45 2029 1514 Bruno Riis-Nielsen, adm. direktør - tlf. +45 4840 3600 Kunder, aktionærer og andre kan i tilfælde af spørgsmål ringe på følgende numre, eller skrive til nedenstående email-adresser: Lokalbanken Tlf. 4840 3230 lokalbanken@lokalbanken.dk Handelsbanken Tlf. 3341 8513 info.danmark@handelsbanken.dk Telefonerne er fra i dag kl. 12 åbne på alle hverdage 9-20 samt lørdage og søndage 11-14. Lokalbanken har som erklæret vision at være det foretrukne valg for familier og lokale erhvervsdrivende i Nordsjælland, mens bankens mission er at være ledende i udviklingen af lokalområdet gennem personligt engagement og professionel rådgivning. Resultat før skat udgjorde DKK 82 mio. i 2007. Ved halvårsskiftet have banken udlån på DKK 4,0 mia. og indlån på DKK 3,5 mia. Handelsbankens mål er at være mere lønsom end gennemsnittet af sammenlignelige nordiske banker. Målet skal nås ved at have mere tilfredse kunder og lavere omkostninger end andre banker. Handelsbanken har opfyldt dette mål 36 år i træk. Sidste år havde banken et driftsresultat før skat på DKK 11,8 mia. og forrentede egenkapitalen med over 16 pct. efter skat. I 2007 havde banken Nordens højeste kundetilfredshed. Ved halvårsskiftet havde Handelsbanken Danmark udlån på DKK 32,4 mia. og indlån på DKK 21,3 mia.
Sammenlægning af Lokalbanken i Nordsjælland og Handelsbanken
| Quelle: Lokalbanken i Nordsjælland A/S