Nordicom har i årets tre første kvartaler opnået et bruttoresultat på 339,2 mio. kr. mod 327,6 mio. kr. for samme periode i 2007. Stigningen på 11,6 mio. kr., skyldes større værdiskabelse ved projektudvikling til egen beholdning. Koncernens resultat før skat på 167,0 mio. kr., ligger 15% under resultatet for samme periode i 2007. Tilbagegangen skyldes øgede renteudgifter, og vurderes som tilfredsstillende i lyset af den særlige situation på de internationale finansielle markeder. Koncernen har i tredje kvartal genereret en positiv likviditet fra koncernens drift på 77,3 mio. kr. Pr. 30. september 2008 udgør den likvide beholdning 332,7 mio. kr. Det går fortsat godt med udlejningen af koncernens ejendomme, og inflationen i 2008 har givet grundlag for relativ høje inflationsbetingede reguleringer af lejeindtægterne for 2009. Cash flowet fra udlejningen af ejendomme indebærer, at Nordicom ikke er afhængig af salg af ejendomme for at skabe en sammenhængende likviditet. Værdien af koncernens færdige investeringsejendomme kan ultimo kvartalet opgøres til 3.798 mio. kr. og består fortsat primært af højafkastsejendomme. Porteføljen har gennem de seneste par år, hvor der har været nogle meget høje prisstigninger på ejendomsmarkedet, uændret været bogført til et forsigtigt markedsafkast. Pr. 30. september 2008 er porteføljen fortsat opgjort ud fra de samme principper som ultimo 2007, hvilket svarer til et gennemsnitligt nettostartsafkast på ca. 6,7%. Fokus i det aktuelle udviklingsarbejde er detailhandels- og kontorudvikling, hvor der trods finanskrisen fortsat er en positiv efterspørgsel efter lejemål. Nye projekter igangsættes kun, hvis de på forhånd er finansieret. De tidligere udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveau 300 mio. kr., er justeret til et resultatniveau på omkring 200 mio. kr. før skat. Det er de stærkt reducerede muligheder for at sælge ejendomme, og de øgede renteomkostninger som har påvirket forventningerne negativt. Der er i det nye estimat ikke regnet med salg af ejendomme i fjerde kvartal.