Meddelelse nr. 17/2008 Til Nasdaq OMX Den Nordiske Børs København København, 19. november 2008 Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. september 2008 (ikke revideret eller reviewet) Curalogic forventer fortsat at finde en løsning inden udgangen af 2008 Curalogic er fortsat i proces med at reetablere selskabets bioteknologiske pipeline, og der forventes fortsat at være en afklaring i indeværende år. Der kan ikke gives nogen sikkerhed for, at de nuværende forventninger til, at selskabet vil indgå en aftale inden udgangen af 2008, vil blive opfyldt. Hvis det skulle vise sig ikke længere at være tilfældet, vil selskabet søge den bedste løsning til at sikre, at flest mulige penge betales tilbage til dets aktionærer. Økonomiske resultater for perioden 1. juli til 30. september 2008 Curalogic realiserede et driftsresultat (EBIT) på DKK -1,0 mio. i 3. kvartal 2008 sammenlignet med et driftsresultat på DKK -55,0 mio. i 3. kvartal 2007. Driftsresultatet er bedre end selskabets forventninger og skyldes afholdelse af færre omkostninger end ventet i forbindelse med nedlukningen af selskabets udviklingsaktiviteter inden for oral immunterapi. Hovedårsagen til forskellen i driftsunderskud sammenlignet med 3. kvartal 2007 er at udviklingsaktiviteterne i selskabets regi inden for oral immunterapi blev indstillet ved årsskiftet 2007/2008. Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 282,8 mio. pr. 30. september 2008 mod DKK 393,2 mio. pr. 30. september 2007. Opjustering af forventninger for regnskabsåret 2008 For regnskabsåret 2008 forventer Curalogic at afholde omkostninger til at drive selskabet på ca. DKK 12 mio. Samtidig forventes finansielle nettoindtægter på ca. DKK 10 mio. Curalogic forventer således et samlet underskud på ca. DKK 2 mio. for året 2008. Curalogics likvide beholdning ved udgangen af 2008 forventes at udgøre ca. DKK 281 mio. De nævnte forventninger vil påvirkes, såfremt Curalogic i regnskabsåret 2008 finder nye udviklingsprojekter. Dette er en opjustering af forventet resultat for året 2008 med ca. DKK 3 mio. siden forventningerne meldt ud i delårsrapporten for 2. kvartal i august 2008. Opjusteringen kan primært begrundes med et lavere estimat på driftsomkostninger på grund af realiserede besparelser på afviklingen af udviklingsprojekterne. Estimatet på selskabets likvide beholdning er en forøgelse på DKK 3 mio. Begivenheder i perioden 1. juli til 30. september 2008 Reetablering af pipeline i 2008 Curalogic er fortsat i proces med at reetablere selskabets pipeline, og der forventes fortsat at være en afklaring i indeværende år. Processen har endnu ikke nået et punkt, hvor Curalogic kan give nærmere oplysninger om indhold eller bedømme sandsynligheden for, at processen kommer til at indebære, at der bliver indgået en aftale. Udvikling af oral immunterapi er under afvikling Curalogic indstillede ved årsskiftet 2007/2008 sine udviklingsaktiviteter inden for oral immunterapi, og afviklingen af aktiviteterne går som planlagt. Curalogic forventer fortsat at kunne afvikle alle tidligere udviklingsaktiviteter i indeværende år. Vigtige begivenheder efter 30. september 2008 CEO og CFO i Curalogic har indgivet deres opsigelser til Curalogic Administrerende direktør Peter Moldt og økonomidirektør Helle Busck Fensvig har indgivet deres opsigelser. Selskabets strategi er uændret, og Peter Moldt og Helle Busck Fensvig vil fortsat fungere i selskabet, indtil en bioteknologisk pipeline er reetableret, eller selskabets likvide beholdning er betalt tilbage til aktionærerne. Ledelsespåtegning Vi har dags dato behandlet og godkendt Curalogic A/S's delårsrapport for 9-måneders perioden 1. januar til 30. september 2008. Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, Præsentation af delårsregnskaber, som godkendt af EU og yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber. Delårsrapporten er ikke revideret eller reviewet. Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at delårsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. september 2008 samt af resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for 9-måneders perioden 1. januar til 30. september 2008. Vi anser ledelsesberetningen for at give et retvisende billede af udviklingen i selskabets aktiviteter og økonomiske forhold, periodens resultat og af selskabets finansielle stilling som helhed samt en retvisende beskrivelse af de væsentlige risici og usikkerhedsfaktorer, som selskabet står overfor. København, 19. november 2008 Curalogic A/S Bestyrelse Jakob Schmidt Christian Karsten Hansen Formand Pamela J. Kirby Alf A. Lindberg Carl Spana Direktion Peter Moldt Administrerende direktør Jakob Schmidt Christian K. Hansen er partner i Nordic Biotech. Pamela J. Kirby besidder en række bestyrelsesposter. Alf A. Lindberg er administrerende direktør i Nobel Web AB. Carl Spana er administrerende direktør i Palatin Technologies Inc. For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Bestyrelsesformand Jakob Schmidt Tlf. +45 20 22 68 60 Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 99 99 24 03 Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger, som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som senere kan vise sig at være fejlagtige.
Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. september 2008 (ikke revideret eller reviewet)
| Quelle: Curalogic A/S