Som meddelt i Selskabets kvartalsinformation fredag d. 21. november har Danfold A/S, som et led i Selskabets klimabevidste fokus på bæredygtig skovdrift og sporbarhed af træprodukter, ansøgt om PEFC og FCS certificering. Danfold A/S meddeler, at Selskabet netop er PEFC certificeret, og Selskabet forventer også at være FSC certificeret i starten af december måned i år. - PEFC er verdens førende skovcertificeringssystem med over 200 millioner hektar certificeret skov på verdensplan. Interessen for certificering af bæredygtig skovdrift og sporbarhed af træprodukter bunder i et ønske om at beskytte regnskoven samt skovdrift i Nordamerika og Europa mod rydninger og ulovlige hugster, siger bestyrelsesformand, Mads Leth Christiansen, Danfold A/S, og fortsætter: - For et Selskab som Danfold A/S handler det først og fremmest om at agere miljøbevidst i en verden, hvor klimaforandringer bevisligt er delvist menneskeskabte. Hertil kommer, at PEFC og FSC certificering er en vigtig konkurrenceparameter, som flere og flere kunder heldigvis stiller krav om. PEFC Danmark er medlem af PEFC International, og den danske PEFC ordning er godkendt af PEFC international, så skovejere og virksomheder certificeret i Danmark kan anvende PEFC mærket. FSC er en international non-profit mærkningsordning til bæredygtigt træ og papir. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn. Siden Danfolds udmelding om kvartalsinformation har Selskabet modtaget de første to rammeordre for 2009. Rammeordrerne beløber sig på et tocifret millionbeløb. --- Om Danfold A/S Danfold A/S blev grundlagt i 1978 på Mors med det formål at producere skuffesider til møbelindustrien. I januar 2005 fik selskabet nye ejere, som sammen med ledelsen og medarbejderne igangsatte en omfattende moderniserings- og optimeringsproces for at fokusere yderligere på plademøbelindustrien. I januar 2008 blev selskabet noteret på First North børsen efter en succesfuld kapitalrejsning på 35 mio. kr. I maj 2008 etableredes salgsselskab i Tyskland. Selskabets vision er at blive den førende producent og leverandører af skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. Hertil kommer, at Danfold A/S fortsat vil fokusere på udvikling af innovative produktionsprocesser og produkter med mindst muligt spild og den bedst mulige samlede logistik. Forretningsgrundlaget bygger på et samspil mellem innovative produktionsprocesser, logistik og tætte kundeforhold - derfor er det vanskeligt at konkurrere med Danfold A/S gennem efterligning. Læs mere på www.danfold.dk Yderligere information, kontakt venligst Mads Leth Christiansen, Bestyrelsesformand, Danfold A/S Tlf.: +45 40 50 80 81 Godkendt rådgiver: Schrøder Partners A/S - kontaktperson: Partner Claus Melgaard
Meddelelse nr. 9: Danfold A/S fokuserer på bæredygtig skovdrift
| Quelle: Danfold A/S