2008 har været et særdeles hårdt år for aktieinvestorer, og året har således budt på betragtelige fald i alle toneangivende aktieindeks verden over. Da Sparindex' succeskriterium alene er at følge de valgte markeder og den generelle udvikling, har den finansielle krise selvsagt også påvirket afdelinger i Sparindex. Således endte det samlede regnskabsmæssige resultat for alle afdelinger i Investeringsforeningen Sparindex på -1.143 mio. kr. De faldende markeder resulterede ligeledes i negative afkast i vores afdelinger, hvor afkastet for 2008 lå mellem -50,0 % og -18,7 %. Værst gik det ud over europæiske aktier, mens afdelingerne med fokus på japanske aktier kom lidt bedre gennem året - bl.a. hjulpet på vej af en stærk japansk yen.