Årsrapporter fra BankInvest foreningerne Bestyrelsen har i dag behandlet og vedtaget årsrapporterne for BankInvest investerings-, special- og hedgeforeninger m.fl., respektive afdelinger heraf, som er optaget til notering på den særlige markedsplads for investeringsforeninger. Ved starten af 2008 havde de fleste økonomier det tilsyneladende godt med udsigt til fortsat vækst og indtjening. Fra sensommeren begyndte kreditkrisen imidlertid at ramme den økonomiske udvikling i et tempo, som ikke er set siden 1930'erne. Først tillidsindikatorer og dernæst forbrug og investeringer, mens råvarepriserne styrtdykkede. Samlet betød dette en uhørt kraftig opbremsning af økonomierne, hvor de industrialiserede lande fik negativ vækst i sidste kvartal af 2008 og først udsigt til vending mod slutningen af 2009. Emerging Markets-landene har fortsat positiv vækst, men den er minimeret på få måneder. Samlet betød udviklingen i 2008 markante kursfald på alle aktiemarkeder. De nye markeder faldt generelt mere end de etablerede markeder. På obligationsmarkederne blev først og fremmest virksomhedsobligationerne ramt af kursfald. Både på de etablerede og på de nye markeder, selvom sidstnævnte igen blev ramt hårdere. Værst gik det imidlertid ud over obligationer udstedt af den finansielle sektor. Faldende renter i andet halvår betød kursstigninger på statsobligationer, mens realkreditobligationerne blev negativt påvirket af den generelt svigtende tillid til ejendomssektoren blandt internationale investorer. Medlemmerne i investeringsforeningerne under BankInvest kan derfor se tilbage på et år med store kurstab. Tab, som kommer efter en årrække med positiv udvikling. Værst ser det det ud for aktieafdelingerne fra forskellige Emerging Markets, men også aktier på de udviklede markeder, herunder danske aktier, er ramt hårdt. Blandt obligationsafdelingerne er det også afdelinger rettet imod Emerging Markets, som har de største fald, men også danske obligationsafdelinger har givet et mindre negativt afkast. Årsrapport med beretning, regnskab og nøgletal for den enkelte forening er vedlagt og vil ligeledes kunne rekvireres hos investeringsforvaltningsselskabet BI Management A/S eller downloades via foreningernes hjemmeside www.bankinvest.dk Regnskaberne vil blive fremlagt til godkendelse på foreningernes ordinære generalforsamling: Onsdag den 15. april 2009 kl. 16.00, i den gamle Børsbygning, Slotsholmsgade 1, 1217 København K. Spørgsmål til årsrapporterne kan rettes til investeringsforvaltningsselskabets direktør Christina Larsen på tlf. nr. 77 30 90 00. Med venlig hilsen BankInvest gruppens Investerings-, Special- og Hedgeforeninger Uffe Ellemann-Jensen Ingelise Bogason Bestyrelsesformand Næstformand
Årsrapporter fra BankInvest foreningerne
| Quelle: Bankinvest IV