2008


Året i hovedtræk - resultater og forventninger
Renewagy-koncernen (Koncernen), herunder Renewagy A/S (Selskabet), opnåede i
regnskabsåret 2008 et resultat før skat på DKK -5,9 mio. Resultatet afviger fra
den tidligere udmelding på DKK 0-5 mio. Afvigelsen skyldes forskydning af
idriftsætning af Koncernens solcelleparker, som medfører en nettopåvirkning på
DKK -7,9 mio. 

Koncernen realiserede i 2008 en nettoomsætning på DKK 56,7 mio. fra salg af
elektricitet, og de direkte omkostninger til drift af solcelleparker har
andraget DKK 4,2 mio. Positivt cash flow fra drift af solcelleparker til
servicering af gæld udgør DKK 52,5 mio. i regnskabsåret. Niveauet for
nettoomsætningen er i overensstemmelse med det tidligere udmeldte om en
nettoomsætning i niveauet DKK 55-60 mio. 

Årets resultat før skat er påvirket af en indtægt på DKK 9,0 mio. i forbindelse
med afhændelse af værdipapirer samt en éngangsomkostning på DKK 4,7 mio.,
afholdt i forbindelse med ændring af Selskabets ledelse ultimo januar 2008. 

Koncernens aktivitetsniveau og resultat i 2008 betragtes af ledelsen som
værende tilfredsstillende, men marginalt lavere end forventet, hvilket skyldes
turbulensen på de finansielle markeder, som i nogen omfang har forsinket
turnkey overdragelsen. Dette betyder, at den samlede produktionskapacitet
ultimo 2008 udgør 43,7 MWp mod en forventet produktionskapacitet på mellem
50-60 MWp. 

Koncernen meddelte i november 2008, at man havde indgået aftale omkring fusion
med Koncernens tyske, strategiske samarbejdpartner, Colexon Energy AG, der er
en global solcellepark developer. Processen omkring fusionen forløber
tilfredsstillende, og transaktionen forventes godkendt på selskabernes ordinære
generalforsamlinger i april og maj måned 2009. 

Følgende højepunkter for regnskabsåret 2008 skal fremhæves:

•	Koncernens idriftsatte solcelleparker har genereret en produktion, der svarer
til det forventede 
•	Koncernen har i november 2008 udmeldt, at man forventer at fusionere med den
tyske solcellepark developer Colexon Energy AG 
•	Koncernen har opnået tilfredsstillende finansiering af samtlige erhvervede
solcelleparker 
•	Koncernen har i ingen eller kun i mindre omfang været påvirket af den
finansielle krise på kapitalmarkederne 
•	Koncernen har i 2008 etableret operationelt hovedkontor i Hamborg og har
igennem rekruttering udvidet koncernens videnkapital 
•	Koncernen har foreløbig valgt at fokusere på sit kerneområde, solcelleenergi,
og har for tiden valgt at frasælge alle aktiviteter indenfor vindenergi 
•	Koncernen har i regnskabsåret fortsat den i år 2007 påbegyndte afvikling af
tidligere aktiviteter 

Investering
Koncernen har i alt foretaget investeringer i solcelleparker for DKK 1,3 mia.
Koncernen har modtaget finansiering og finansieringstilsagn på i alt DKK 1,1
mia. på seniorfinansieringen med fast rente i hele seniorfinansieringens
løbetid på mellem 17-18 år. Det gennemsnitlige faste renteniveau udgør ca. 5,0
% p.a. Den samlede indregnede seniorfinansiering udgjorde ultimo 2008 DKK 772
mio. 

Begivenheder efter status
Frasalg af vindaktiviteter
Koncernen har i januar og februar måned 2009 frasolgt samtlige vindaktiviteter. 

Ændringer i ledelsen
I januar 2008 indtrådte Alexandra von Bernstorff i direktionen med henblik på
at opbygge en portefølje af solcelleparker og fundamentet for den videre
ekspansion. Dette arbejde er nu succesfuldt gennemført, og Alexandra von
Bernstorff tilknyttes fremadrettet Koncernen på konsulentbasis med primær fokus
på Koncernens investeringsprogrammer og finansieringsstrukturer. 

Koncernens nuværende økonomidirektør/CFO Tom Larsen vil samtidig tiltræde som
administrerende direktør/CEO og vil herefter udgøre direktionen. 

Fokus i 2009
Koncernen vil i 2009 fokusere på at gennemføre den udmeldte fusion med Colexon
Energy AG og dermed skabe en markedsledende aktør/elproducent på markedet for
solcelleenergi. 

Koncernen vil fortsætte med at ekspandere sin portefølje af solcelleparker.

Det geografiske fokusområde vil fortsat være Tyskland, men også øvrige
europæiske lande, som politisk understøtter solcelleenergi i form af
subsidiestrukturer i lighed med det tyske marked. Disse omfatter primært
middelhavsregionen og enkelte østeuropæiske lande. 
 
Med venlig hilsen


Tom Larsen
Adm. direktør/CEO

Kontaktperson:

Tom Larsen
Adm. direktør/CEO

Tlf. +45 2030 5961
     +45 4333 1351

Anhänge

arsrapport 2008.pdf