Selskabsmeddelelse nr. 90 Periodemeddelelse


Selskabsmeddelelse nr. 90 af 14. maj 2009

Periodemeddelelse for Tower Group A/S for perioden 1. januar - 14. maj 2009

Tower Group offentliggør hermed periode meddelelse for perioden 1. januar til
14. maj 2009. 

Periodemeddelelsen udsendes i henhold til værdipapirhandelslovens §27 stk. 8 og
er samtidig udtryk for selskabets ønske om at føre en åben og informativ IR
politik. 

Begivenheder i perioden 1. januar - 14. maj 2009:

•	Som led i en fremtidige konsolideringsfase har Tower Group A/S styrket
ledelsen i direktionen og i bestyrelsen. 

•	Som ny CEO tiltrådte Michael Brag per 1. januar 2009. Selskabets hidtidige
CEO, Jan Procida, tiltrådte som ny COO med ansvar for selskabets daglige drift
og tidligere COO Henrik Norup udtrådte efter eget valg af direktionen. 

•	På ekstraordinær generalforsamling 30. januar 2009 blev Niels B. Thuesen og
Svend J. Heineke valgt til bestyrelsen. De to nye medlemmer afløser Mads
Richardt og Steen Hvidt, der begge ønskede at udtræde af bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Jens Erik Christensen som
formand og Jesper Bo Hansen som næstformand. 

•	Med virkning fra 1. februar 2009 har selskabet ophørt sin
administrationsaftale med Tower Management A/S og som konsekvens heraf
overdraget medarbejdere i Danmark og Tyskland til Tower Group. Der blev
samtidigt gennemført nedskæringer og ændringer til en ny organisation i Tower
Group og en række omkostningsbesparelser blev implementeret. Samtidig ændredes
fokus fra opkøb til driftsforbedringer. 

•	Med virkning 1. februar 2009 har selskabet opsagt sin administrationsaftale
med det tyske selskab Curanis Wohnimmobilien GmbH på baggrund af væsentlig
misligholdelse af aftalen om at administrere Tower Groups ejendomme i NRW, som
udgør mere end halvdelen af selskabets samlede aktiviteter. Et foreløbigt krav
er opgjort til EUR 3,5 mio. som gøres gældende ad rettens vej. 

•	Tower Group har i konsekvens af bruddet med Curanis etableret et nyt set-up i
NRW, hvor porteføljen forvaltes i et netværk af 3 forvaltere udover en
egenforvaltning i Wuppertal. Porteføljen bogføres centralt hos et tysk bureau,
men på Tower Groups egne regnskabssystemer i et nyetableret set-up, hvorved
ejerskab til data og realtids-opdatering sikres. 

•	Tower Group har ved gennemgang af processerne i NRW valgt at insource
forvaltningen af 2.853 af koncernens lejemål i Wuppertal og omegn via
selskabets Wuppertal-kontor. Endvidere er der etableret et eget
udlejningskoncept i Wuppertal (www.wuppertal-wohnen.de) som sammen med en egen
restanceafdeling øger udlejningsgraden og sikrer tættere opfølgning på
huslejerestancerne for NRW porteføljen. Herudover giver det per april måned
nyetablerede regnskabssystem bedre muligheder for at følge resultatet hos de
valgte eksterne forvaltere i NRW og tilføre en bedre asset management overfor
eksterne forvaltere. Med en fortsat fokus på driftsoptimering overvejes
yderligere insourcingmuligheder, herunder muligheden for at tage dele af Berlin
administrationen over til egenforvaltning. 

•	De driftsmæssige tab der blev konstateret i andet halvår 2008 og udmeldt i
selskabsmeddelelse af 23. december 2008 har betydet en meget anstrengt
likviditetssituation for selskabet. Sammenholdt med behovet for at refinansiere
de kortfristede gældsforpligtelser har selskabet også hen over den forløbne del
af 2009 været i forhandling med en række danske banker. Dette har resulteret i
en enighed om hovedvilkårene for en aftale med en række danske banker. Aftalen
har til formål at afhjælpe de kortsigtede likviditetsudfordringer vedrørende
ejendomsdriften mens selskabets ledelse arbejder videre med styrkelse af
selskabets samlede kapitalstruktur samt at give Tower Group mulighed for at
tilpasse og rationalisere driften med henblik på at styrke den fortsatte drift
og rentabilitet i koncernen. 

Tower Groups overordnede strategi er at investere i tyske ejendomme med god
beliggenhed og et attraktivt investeringspotentiale. Målet er at skabe en sund
og stabil forretning med potentiale for stærk værditilvækst for aktionærerne.
Investeringshorisonten er langsigtet, og selskabets ejendomme skal på
porteføljeniveau generere et positivt cash flow. 

Under de givne begrænsninger i finansieringsadgang og med det udgangspunkt, at
administrationen af selskabets ejendomsportefølje skal effektiviseres for at
sikre positivt cash flow, har selskabet stoppet for erhvervelse af nye
ejendomme og fokuserer fuldt ud på ejendomsdriften og yderligere værdiskabelse
gennem aktiv asset management. 

Ovenstående begivenheder forventes ikke at påvirke selskabets
resultatforventninger for regnskabsåret 2008/09, som før værdireguleringer og
skat forventes at udgøre DKK -110 mio. til DKK -120 mio. 



Med venlig hilsen
Tower Group A/S

Michael Brag
adm. direktør

  
Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Michael Brag
på tlf. 39 45 26 00 eller 25 10 12 00. 

Anhänge

selskabsmeddelelse nr 90 - periodemeddelelse.pdf