MEDDELELSE NR. 11 - 2009 12. august 2009 Nedjustering af forventningerne til resultat før skat for 2009 Som følge af lavere end forventede fragtrater for produkttankskibe for resten af 2009 nedjusterer TORM forventningerne til 2009 resultatet før skat fra USD 100 -140 mio. til et nulresultat. Forventningerne inkluderer forventede dagsværdireguleringer uden likviditetseffekt på ca. USD -20 mio. og ingen yderligere salg af skibe. De lavere fragtrater for produkttankskibe skyldes primært et fald i efterspørgslen efter transport af olieprodukter, da forbruget af olie globalt forventes at blive mindre end oprindeligt forudsat. ”Vi ser i øjeblikket historisk lave fragtrater for produkttankskibe. Vores generelle strategiske syn på produkttankmarkedet fremadrettet berøres ikke af dette fald i raterne, og vi ser positivt på fremtiden for dette segment. Vi kan samtidig glæde os over, at vores effektiviseringsprogram er ved at være fuldt implementeret, og de forventede besparelser på USD 40-60 mio. per år vil som planlagt blive realiseret fra og med 2010,” udtaler CEO Mikael Skov. TORM offentliggør som planlagt regnskab for årets første seks måneder torsdag den 20. august 2009. Kontakt: Mikael Skov, CEO, tlf. 39 17 92 00 Roland M. Andersen, CFO, tlf. 39 17 92 00 Om TORM TORM er en af verdens ledende transportører af raffinerede olieprodukter og har desuden betydelige aktiviteter i tørlastmarkedet. Rederiet driver en samlet flåde på mere end 140 moderne skibe, de fleste i poolsamarbejde med andre anerkendte rederier, som deler TORMs høje krav om sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden og hovedkontor i København. TORM er børsnoteret på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S (symbol TORM) og på NASDAQ (symbol TRMD). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com. Safe Harbor Fremadrettede udsagn Emner behandlet i denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn reflekterer TORMs nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel formåen og kan inkludere udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne, og underliggende forudsætninger og andre udsagn, der er andre end udsagn om historiske fakta. De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i TORMs databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om TORM mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan TORM ikke sikre, at Selskabet vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er udsat for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for Selskabets kontrol. Vigtige faktorer der, efter TORMs mening, kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra de, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, udsving i charterhyre rater og skibsværdier, ændringer i efterspørgslen efter ton-mil, effekten af OPECs produktionsniveau og verdens forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder krav til dobbeltskrogede tankskibe eller handlinger foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet politiske begivenheder eller terrorhandlinger. Risici og andre usikkerheder er yderligere beskrevet i rapporter og meddelelser, offentliggjort af TORM og indsendt til The US Securities and Exchange Commission (SEC). De fremadrettede udtalelser er baseret på ledelsens aktuelle vurdering, og TORM er alene forpligtet til at opdatere og ændre de anførte forventninger i det omfang, det er krævet ved lov.