2008/2009


Resumé
2008/09 har været et udfordrende år for Satair. På trods af de vanskelige
forhold for luftfartsindustrien og den globale økonomi er Satair kommet
relativt godt igennem regnskabsåret. Omsætningen er kun faldet beskedent, og
indtjeningen er tilfredsstillende under de eksisterende markedsforhold. Fokus
har været rettet mod at tilpasse virksomheden til de ændrede
forretningsbetingelser - herunder at optimere cash flow, reducere omkostninger
samt styrke kunderelationer og hermed skabe basis for fremtidig vækst. 

"Det seneste år har været turbulent for luftfartsindustrien og dermed også for
Satair. Året har været præget af nedgang i antallet af passagerer, reduktion af
lagre i produktionsleddet og hos luftfartsselskaberne samt en generel nedgang i
produktionen af en række flytyper. Set i det lys er det tilfredsstillende, at
Satair er kommet så relativt godt igennem det forløbne regnskabsår, og at vores
omsætning kun er faldet beskedent. Vi har været meget fokuserede på at styre
Satair sikkert gennem krisen og implementere det nye ERP-system i hele
Satair-koncernen. Vi har formået at gennemføre de nødvendige
omkostningstilpasninger, ligesom vi har arbejdet målrettet på at styrke
relationerne til vores kunder og leverandører for at finde fælles løsninger på
de udfordringer, branchen står overfor. Endelig er det i juni 2009 lykkedes at
få en stor ny leverandørkontrakt i hus, og det forventes, at kontrakten vil
bidrage med en omsætning på 20-25 mio. USD, når den er fuldt indfaset.
Usikkerheden i vores industri er desværre ikke drevet over, og vi følger derfor
markedsudviklingen meget tæt og foretager løbende de nødvendige tilpasninger.
Alt i alt er det vores vurdering, at Satairs forretningsmodel er robust, og at
vi kan komme stærkere ud af krisen, når ver-densøkonomien vender igen” siger
John Stær, CEO. 

• I 2008/09 blev omsætningen på 410,6 mio. USD (-3%).
  o I Aftermarket-divisionen blev omsætningen på 292,4 mio. USD (+2%).
  o I OEM-divisionen blev omsætningen på 118,2 mio. USD (-13% målt i USD og -5%
    målt i lokale valutaer).
• Trods nedgang i omsætningen viste EBITDA før særlige poster en stigning på
  12% til 38,0 mio., og EBITDA-marginen før særlige poster blev 9,3% mod 8,0%
  året før. 
• EBITDA udgjorde 26,8 mio. USD mod 37,3 mio. USD året før. Nedgangen skyldes
  indvirkningen fra valutakontrakterne, der bidrog med en gevinst på 5,7 mio.
  USD i 2007/08 mod et tab på 10,7 mio. USD i 2008/09.
• Resultat før skat udgjorde 9,8 mio. USD mod 21,6 mio. USD (-55%). 
• Årets resultat efter skat udgjorde 7,7 mio. USD mod 14,8 mio. USD året 
  før (-48%). 
• Resultat pr. aktie blev 1,80 USD (-48%).
• Omsætningen er på niveau med de senest offentliggjorte forventninger 
  (jf.meddelelse af 13. maj 2009), mens resultat før skat er lavere. 

Bestyrelsen indstiller, at der for regnskabsåret 2008/09 udbetales et udbytte
på 3,00 DKK pr. aktie a 20 DKK svarende til 32% af årets resultat. 

Forventninger til 2009/10
I 2009/10 forventes der en omsætning på samme niveau som i 2008/09, et EBITDA i
niveauet 28-32 mio. USD og et resultat før skat i niveauet 18-22 mio. USD. 

Som følge af omfanget af de udfordringer, som luftfartsindustrien i øjeblikket
står overfor, knytter der sig fortsat stor usikkerhed til de samlede
forventninger til 2009/10. 

 
Webcast 
Telefonkonference og webcast vedrørende denne meddelelse afholdes tirsdag den
15. september 2009 kl. 10.00. For at deltage ring venligst fem minutter før
konferencens begyndelse på tlf. +45 7026 5040. Konferencen vil kunne følges via
link på Satairs website www.satair.com. Konferencen vil efterfølgende kunne
findes på Satairs website.

Anhänge

fond-172 dk arsrapport 200809.pdf