København, den 30. september 2009 Efter en række tilpasninger i de enkelte forretningsområder, tilpasser DFDS nu staben på selskabets hovedkontor. I alt 27 stillinger nedlægges. Da en række stillinger er holdt ubesatte, fratræder 17 medarbejdere. Siden foråret 2008 har DFDS gennemført en proces med det mål at reducere selskabets omkostninger og medarbejderstab til de aktuelle markedsforhold: I DFDS Seaways blev organisationen strømlinet i foråret 2008, og efterfølgende blev arbejdet med at strømline organisationen i de fragtbaserede forretningsområder Ro-Ro shipping, Container Shipping, Terminal Services og Trailer Services igangsat. Det har betydet, at staben i de forskellige lokationer i Danmark, som Sverige, Tyskland, England, Norge, Litauen, Irland, Holland og Belgien er blevet tilpasset de aktuelle markedsforhold. Samtidig har DFDS via det såkaldte Projekt Lightship som mål at finde besparelser i skibsdriften på 100 millioner kroner om året fra og med 2010 på områderne olieforbrug, bemanding, vedligehold, indkøb og forsyning mv. Det har bl.a. betydet, at bemandingen om bord på selskabets danskflagede skibe er reduceret med to stillinger pr. skib, og den 28. september blev bemandingen på skibe i Østersøen under litauisk flag reduceret med ca. fire stillinger pr. skib. På denne baggrund sker der nu også en tilpasning af staben på hovedkontoret i København. ”Det betyder desværre, at vi i dag nedlægger 27 stillinger i alle lag i organisationen i vores hovedkontor DFDS House, svarende til 10 %. Da vi har forberedt os på denne situation ved at holde en række stillinger ubesatte, svarer det til 17 medarbejdere. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at opsigelserne er forbundet med markedssituationen efter den økonomiske krise, og at det derfor drejer sig om medarbejdere, der har ydet en stor og loyal indsats for DFDS,”siger DFDS's adm. direktør Niels Smedegaard. ”Med disse tilpasninger samt de besparelser, der findes i regi af Projekt Lightship, vil DFDS være godt rustet til de udfordringer, som det maritimt baserede transportmarked står overfor, så DFDS kan være et af de selskaber, der kommer stærkt ud af den konjunkturnedgang, der startede i 2008,” siger Niels Smedegaard. Venlig hilsen DFDS A/S Yderligere oplysninger:Niels Smedegaard, 33 42 34 00 eller Gert Jakobsen 24 40 00 43