Meddelelse nr. 37/2009 Affitech opdaterer på retssag København og Oslo, den 17. december 2009 Antistofselskabet Affitech A/S, (Nasdaq OMX: AFFI) meddeler i dag, at den igangværende retssag med en gruppe minoritetsaktionærer er blevet returneret til retten i Lyngby med en kendelse i minoritetsaktionærernes favør. Denne kendelse blev afsagt på et teknisk grundlag - en forsinket indsendelse af et svarskrift fra Affitech - og er ikke afsagt på grundlag af en vurdering af de materielle forhold i sagsøgernes påstande eller selskabets svar på disse. Selskabet forventer at Affitechs svarskrift nu vil blive vurderet af retten i Lyngby. Som tidligere meddelt i prospektet, der blev offentliggjordt den 30. juni 2009, mener selskabet og dets rådgivere stadig, at der ikke er juridisk grundlag for de indsigelser der er nævnt i minoritetsaktionærernes sagsanlæg. Affitech agter således at forsvare selskabets position. Yderligere information: Robert Burns, administrerende direktør, tlf.: +45 50 99 76 42 Om Affitech Affitech A/S er et børsnoteret (Nasdaq OMX Copenhagen exchange) antistofselskab med hovedsæde i København, Danmark og forsknings- og udviklingsfaciliteter i Oslo, Norge. Selskabet anvender en række patenterede antistofteknologier til forskning indenfor fuldt humane antistoffer til brug mod cancer og betændelsessygdomme samt andre sygdomsområder. CBAS™ (Cell Based Antibody Selection) er Affitechs førende forskningsplatform til at udvælge de bedste antistoffer til celleoverflademolekyler. Det kan også anvendes til en “omvendt screening” metode til forskning inden for antistoffer og deres targets ved at udnytte sygdomsspecifikke celler. Adskillige af selskabets patenterede produktkandidater er blevet frembragt ved hjælp af CBAS™. Yderligere information kan findes på selskabets hjemmeside: www.affitech.com.