I forlængelse af selskabsmeddelelse 8/2009 af 3. november 2009 oplyses det hermed, at FirstFarms A/S' datterselskaber, FirstFarms Rumænien ApS og S.C. FirstFarms s.r.l., i dag har underskrevet endelig aftale om salg af driftscenteret i det vestlige Rumænien i nærheden af Timisoara. Begrundelsen for frasalget er en beslutning om at centralisere og udvide driften i selskabets eksisterende center i Østrumænien. Dermed kan den etablerede organisation koncentreres i Østrumænien og dermed optimeres og effektiviseres. Salget giver desuden mulighed for at styrke kapitalberedskabet, således at mulighederne for fordelagtige investeringer kan udnyttes. Aftalen omfatter salg af aktierne i selskaberne FirstFarms Agro s.r.l. og S.C. Cistapibe s.r.l., herunder bl.a. jorden, der ejes af selskaberne (ca. 1.983 ha), bygninger samt ca. 50 % af selskabernes maskinparker. Den del af maskinparkerne, der ikke er inkluderet i aftalen, er overdraget til andre FirstFarms selskaber. Aftalen omfatter endvidere salg af yderligere ca. 73 ha. jord, der er under erhvervelse af S.C. FirstFarms s.r.l. i henhold til bestående aftaler, og som videreoverdrages til S.C. Cistapibe s.r.l. før gennemførelsen af transaktionen. Købesummen er foreløbigt opgjort til 61 mio. kr., hvoraf 58 mio. kr. betales kontant ved gennemførelsen af transaktionen. Købesummen kan justeres baseret på selskabernes regnskaber pr. 31. december 2009. I tillæg til købesummen betales der, såfremt visse betingelser opfyldes, op til 8 mio. kr. Gennemførelsen af transaktionen er betinget af, at visse sædvanlige betingelser opfyldes. Transaktionen vil blive søgt gennemført inden den 31. december 2009 eller hurtigst muligt herefter. Baseret på den foreløbigt opgjorte købesum fratrukket 3 mio. kr. påvirker frasalget resultatopgørelsen for FirstFarms A/S positivt med 18 mio. kr. før skat og øger samtidig kapitalberedskabet med 58 mio. kr. Efter frasalget ejer FirstFarms i alt 7.135 ha jord i Rumænien. Med venlig hilsen FirstFarms A/S For yderligere information: Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk <http://www.firstfarms.dk/> eller kontakt adm. direktør Kim Stokholm på telefon +45 75 86 87 87. [HUG#1364490]