Bestyrelsen har dags dato behandlet og vedtaget delårsrapporten for perioden 1. januar - 31. marts 2010. Resultatet før værdireguleringer og skat udgør et underskud på DKK 5,7 mio. Resultatet er i væsentlig grad påvirket af, at flere af ejendommene har høj tomgang, hensættelser til tab på debitorer, store vedligeholdelsesomkostninger og omkostninger til vinterdrift. Udlejningsaktiviteten i første kvartal har været begrænset og flere af selskabets ejendomme har fortsat en for høj tomgang. Resultatet efter skat for perioden blev på DKK -6,6 mio. Ledelsen anser resultatet for perioden for utilfredsstillende. Planprocessen for bydelen Angered fortsætter den positive udvikling, og primo maj 2010 offentliggjorde Gøteborg kommune et lokalplanforslag for udbygningen af nærområdet til Angered Centrum indeholdende en svømme- og skøjtehal på i alt ca. 12.000 kvm. De nye idrætsfaciliteter forventes at medføre en højere kundetilstrømning samt en højere markedsleje på butikslejemål på længere sigt. Svensk økonomi er inde i en positiv udvikling og BNP steg med 3,0% i første kvartal i forhold til samme periode i 2009, mens det private forbrug steg med 3,1%. Derudover har forbrugertilliden ligeledes oplevet en markant stigning. Ledelsens forventninger til 2010 er uændret i forhold til de tidligere udmeldte forventninger. Der forventes således lejeindtægter på ca. DKK 87 mio. og et resultatet før skat og værdireguleringer på omkring DKK 0 mio. Eventuelle spørgsmål kan rettes til bestyrelsesformand Steen Holm-Larsen eller til selskabets adm. direktør, Hans Thygesen, på telefon 4547 7500.
Delårsrapport for perioden 1. januar - 31. marts 2010
| Quelle: Scandinavian Properties A/S