Meddelelse nr. 17-2010
22. juli 2010
Selskabsmeddelelse
Amagerbankens ekstraordinære generalforsamling
Amagerbanken afholdt i dag ekstraordinær generalforsamling.
På generalforsamlingen blev der givet en redegørelse for bankens situation og
aftalen med Finansiel Stabilitet A/S på statens vegne om ydelse af individuel
statsgaranti. Der henvises til Amagerbankens selskabsmeddelelse nr. 16-2010 af i
dag med bestyrelsens indlæg til generalforsamlingen.
De af bestyrelsen fremsatte forslag 2, 4, 5 og 6 blev vedtaget med den fornødne
majoritet. Der blev ikke foretaget valg til bestyrelsen af nye medlemmer, som
var muliggjort ved dagsordenens punkt 3.
Bankens bestyrelse kan herefter bestå af mindst 4 medlemmer og højst 10
medlemmer, og vil således på en senere generalforsamling kunne opfylde vilkår i
aftalen om individuel statsgaranti, hvorefter Finansiel Stabilitet A/S har ret
til at få indvalgt 2 medlemmer i bankens bestyrelse.
Bankens bestyrelse blev bemyndiget til i perioden indtil den 21. juli 2015, ad
én eller flere gange, at udvide bankens aktiekapital i vedtægternes § 5 med
indtil kr. 1.000.000.000 med eller uden fortegningsret for aktionærerne.
Bankens bestyrelse blev endvidere bemyndiget til i perioden indtil 21. juli
2015, ad én eller flere gange, at optage lån på indtil i alt 1.000.000.000 kr.
mod udstedelse af konvertible gældsbreve, der giver ret til tegning af aktier i
banken.
Bemyndigelserne giver banken hjemmel til at søge den forøgelse af bankens
basiskapital, som der er stillet som vilkår i aftalen om individuel statsgaranti
til Amagerbanken.
Endelig blev bestyrelsen med substitutionsret bemyndiget til at anmelde det
vedtagne samt foretage de ændringer i det vedtagne, som Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, VP Securities A/S, NASDAQ OMX Copenhagen eller andre
myndigheder måtte kræve eller henstille foretaget som betingelse for
registrering eller godkendelse.
Med venlig hilsen
A M A G E R B A N K E N
Jørgen Brændstrup
adm. direktør
Eventuelle spørgsmål bedes rettet til Jørgen Brændstrup via Anne Mikkelsen
(koordinator) på telefon 32 66 64 03
Amagerbankens ekstraordinære generalforsamling den 22. juli 2010
| Quelle: Amagerbanken A/S