Selskabsmeddelelse nr. 1/2011


Meddelelse nr. 1/2011
6. februar 2011

  • Yderligere nedskrivninger indregnet i 4. kvartal 2010 medfører, at bankens egenkapital er tabt.
  • Banken har underskrevet aftale med Finansiel Stabilitet A/S om afvikling efter Bankpakke III, hvorved bankens aktiver og en del af bankens passiver er overdraget til et nyt selskab under Finansiel Stabilitet A/S ved navn Amagerbanken af 2011 A/S.
  • Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen.
  • Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den fortsættende bank.
  • Amagerbanken Aktieselskab indgiver konkursbegæring.
  • Handlen med aktier og obligationer udstedt af Amagerbanken Aktieselskab på NASDAQ OMX Copenhagen suspenderes.
  • Medarbejderne fortsætter i den fortsættende bank.
  • Bestyrelsen og Steen Hove udgør ledelsen i den fortsættende bank.
  • Information om pressebriefing og aktionærmøde.

 

Øgede nedskrivninger

På baggrund af en nøje gennemgang af bankens engagementer iværksat efter bankens ekstraordinære generalforsamling den 10. november 2010, har bankens bestyrelse på et møde om aftenen den 4. februar 2011 enstemmigt vedtaget at følge en indstilling fra bankens direktion om indregning af yderligere nedskrivninger på kr. 3.144 mio. i 4. kvartal 2010. I beløbet er indeholdt nedskrivninger på kr. 381 mio. meddelt ved selskabsmeddelelse nr. 60-2010 af 25. november 2010.

Beregningen af nedskrivningerne er foretaget på grundlag af en going concern vurdering. En mere forceret afvikling af engagementerne skønnes at medføre et væsentligt større nedskrivningsbeløb.

Bankens egenkapital, der i bankens delårsrapport for 1. – 3. kvartal 2010 var opgjort til kr. 2.441 mio. pr. 30. september 2010, er nu negativ med kr. 654 mio. pr. 1. januar 2011.

Ovennævnte gennemgang har været foretaget over en periode og er baseret på de 169 største engagementer, der beløbsmæssigt repræsenterer 80% af alle engagementer og ca. 95% af alle erhvervsengagementer. Der er til brug for gennemgangen indhentet eksterne vurderinger af en række af de ejendomme og ejendomsprojekter, som banken har ydet lån til. Alle engagementer på over kr. 15 mio. er gennemgået på denne måde, og der er endvidere af KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab foretaget en stikprøveundersøgelse af engagementer under kr. 15 mio.

Manglende opfyldelse af solvenskrav og afvikling af banken efter Bankpakke III

Som følge af det konstaterede behov for yderligere nedskrivninger indgav banken sent fredag den 4. februar 2011 meddelelse til Finanstilsynet om, at banken ikke opfyldte solvenskravet. Senere samme aften modtog banken påbud fra Finanstilsynet om opfyldelse af kapitalkravet senest dags dato kl. 19.00.

Der er løbende foretaget omfattende bestræbelser på at skaffe banken ny kapital eller finde andre løsninger, herunder salg af banken eller fusion med andre pengeinstitutter, med henblik på at fortsætte bankens drift. Disse bestræbelser, der har fortsat frem til og med i dag, har imidlertid ikke båret frugt.

Amagerbankens bankaktiviteter er derfor afviklet efter regelsættet af 1. oktober 2010 (Bankpakke III), hvorved alle bankens aktiver og en del af bankens passiver pr. dags dato er overdraget til et nyt selskab, Amagerbanken af 2011 A/S, der er 100% ejet af Finansiel Stabilitet A/S. Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S er omtalt i et særskilt afsnit nedenfor.

Indgivelse af konkursbegæring, fratrædelse af ledelsen og suspension af handel på NASDAQ OMX Copenhagen

Som konsekvens af ovennævnte forhold har banken dags dato besluttet at indgive konkursbegæring for skifteretten. Bankens nuværende direktion og bestyrelse fratræder, idet den udpegede kurator varetager ledelsesfunktionerne i selskabet. Med henblik på, at banken skal kunne opretholde sin banktilladelse efter konkursen, har banken søgt og opnået forlængelse af fristen til opfyldelse af solvenskravet til den 6. marts 2011.

Banken har endvidere anmodet NASDAQ OMX Copenhagen om at suspendere handlen med alle aktier og obligationer udstedt af Amagerbanken og optaget til handel på NASDAQ OMX Copenhagen, hvilket omfatter værdipapirer handlet i følgende ISIN-koder:

Aktier:

 

Navn ISIN
AMAG DK0060037109


Obligationer:

 

Navn ISIN
AMBK KAP15 DK0030196241
AMBK12 DK0003452886
AMBK5 13 DK0030259429
AMBK4 13 DK0030259346
AMBK3 13 DK0030259502
AMBK2 13 DK0030256912
AMBK1 13 DK0030259189
AMBK6 13 DK0030259692

 

NASDAQ OMX Copenhagen har tilkendegivet at ville imødekomme denne anmodning, hvorfor handler på NASDAQ OMX Copenhagen med ovennævnte værdipapirer vil være suspenderet ind til videre.

Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S

Den ovenfor nævnte aftale med Finansiel Stabilitet A/S indebærer i hovedtræk, at den fortsættende bank under Finansiel Stabilitet A/S, Amagerbanken af 2011 A/S, overtager bankens aktiver, herunder udlån, filialer og tekniske anlæg.

Alle medarbejdere overtages med uændrede ansættelsesvilkår i den nye bank.

Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen, den 7. februar 2011, og vil med de begrænsninger, som overførslen indebærer, kunne betjene kunderne med deres almindelige forretninger, ligesom kontonumre og kort vil fungere. Bankens internetbank vil dog af tekniske grunde være lukket i en kortere periode søndag aften fra kl. 20.00 til kl. 24.00. Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den fortsættende bank.

I forbindelse med overdragelsen er der foretaget en værdiansættelse af aktiverne af Finansiel Stabilitet A/S. I værdiansættelsen er aktiver, herunder engagementer, vurderet ud fra et afviklingsscenarie, jf. ovenfor. Det indgår i aftalen med Finansiel Stabilitet A/S, at den fortsættende bank overtager ikke-efterstillede forpligtelser pr. overtagelsesdatoen for et beløb svarende til den i værdiansættelsen opgjorte værdi, hvilket svarer til en foreløbig dividende procent på 58.8.

Indlånskunder bliver alene dækket inden for rammerne af indskydergarantien, der som udgangspunkt dækker nettoindeståender på op til kr. 750.000. Visse særlige indlån vil være fuldt dækket. Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på www.gii.dk. Indlån, der er dækket af indskydergarantien, vil være bogført på kundernes hidtidige konti i regi af den fortsættende bank. Indlån, der ikke er dækket, registreres som et tilgodehavende i den ophørende banks konkursbo. Ud af bankens mere end 100.000 kunder vil ca. 700 kunder blive berørt heraf. Kunderne vil snarest muligt modtage en kontooversigt.

Øvrige kreditorer i Amagerbanken, herunder långivere af ansvarligt lån og anden efterstillet gæld, skal rette deres krav mod boet. De individuelle statsgarantier, som er udstedt af Finansiel Stabilitet til Amagerbanken, fortsætter som udgangspunkt på uændrede vilkår.

 

Krav ifølge gensidigt bebyrdende kontrakter i øvrigt opgøres pr. overtagelsesdagen og anmeldes på samme måde som øvrige kreditorer. Bankens samarbejdspartnere bedes rette henvendelse til deres sædvanlige kontaktperson i banken med henblik på at undersøge mulighederne for en fortsættelse af samarbejdet.

 

Den nuværende bestyrelse er blevet bedt om at fortsætte i den fortsættende bank. Dette ønske har den efterkommet, og den forventer at indgå ny aftale med Steen Hove som enedirektør i det fortsættende selskab og en særskilt aftale med Allan Ottsen.

Pressebrefing

Mandag den 7. februar 2011, kl. 9.00, vil der blive afholdt pressebriefing, hvor der vil blive redegjort nærmere om ovennævnte forhold.

Orienterende aktionærmøde

Bestyrelsen skal herved i henhold til § 247, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed indbyde aktionærerne til et orienterende møde vedrørende dispositionen, og dette møde vil blive søgt indkaldt til den 15. februar 2011. Nærmere information om tid og sted vil blive bragt på den nye banks hjemmeside: www.amagerbanken.dk.

På bankens vegne skal den nuværende bestyrelse og direktion meget beklage de tab, som aktionærer, långivere, berørte indskydere og andre måtte blive påført.

Med venlig hilsen

A M A G E R B A N K E N

 

                                                     Niels Heering                                       Steen Hove

                                                     Bestyrelsesformand                           Adm. direktør


Anhänge

0864_001.pdf