Victoria Properties A/S' bestyrelse har dags dato truffet beslutning om at gennemføre en rettet emission af op til 1.164.202 stk. nye aktier uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Den rettede emission beskrives nærmere i prospekt, som offentliggøres i dag. Prospektet vedrører dels en fortegningsemission - som allerede er besluttet på generalforsamling den 17. november 2011 - og dels den rettede emission, som bestyrelsen dags dato har besluttet at gennemføre. Beslutningen om at gennemføre den rettede emission forudsætter, at kapitalnedsættelsen besluttet på ekstraordinær generalforsamling den 17. november 2011 er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden tegning af de nye aktier. Dette forventes at ske omkring 19. december 2011. Vilkårene for kapitalforhøjelsen er følgende: 1) Kapitalen forhøjes med mellem nom. kr. 0 og nom. kr. 58.210.100, dvs. ved udstedelse af op til 1.164.202 stk. nye aktier. 2) Tegningskursen er kr. 85 for hver aktie á nom. kr. 50. 3) De nye aktier bærer ret til fuldt udbytte fra og med regnskabsåret 2011. 4) De anslåede omkostninger ved emissionen, som betales af selskabet, andrager kr. 4,3 mio. Omkostningerne omfatter tillige udarbejdelse og offentliggørelse af prospekt. 5) De nye aktier skal tilhøre samme aktieklasse som selskabets eksisterende aktier. 6) De nye aktier udstedes mod indskud af aktiver. Aktietegningen sker uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. 7) De nye aktier tegnes på Closing (jf. punkt 8 nedenfor), som forventes at finde sted 28. december 2011. Tegningsperioden løber dog fra 20. december 2011 til 10. januar 2012. 8) De nye aktier tegnes af Greta-Sælgerne mod samtidig overdragelse af aktiver (panter, fordringer og selskaber) relateret til Greta-Transaktionerne (som disse begreber er defineret i prospektet). 9) Der skal ikke gælde indskrænkninger i de nye kapitalandeles omsættelighed. Ingen kapitalejer skal være forpligtet til at lade sine kapitalandele indløse helt eller delvis, og ingen af de nye kapitalandele skal have særlige rettigheder. 10) De nye aktier vil blive udstedt i en midlertidig ISIN. Den midlertidige ISIN forventes ikke godkendt til optagelse til handel og officiel notering på NASDAQ OMX. De nye aktier er (forudsat at kapitalforhøjelsen registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 28. december 2011) godkendt til optagelse til handel og officiel notering på NASDAQ OMX fra og med den 3. januar 2012. 11) De nye kapitalandele skal være omsætningspapirer og noteres på navn i selskabets ejerbog, men kan udstedes til ihændehaver. 12) Der bliver den 30. november 2011 offentliggjort prospekt med nærmere oplysninger om selskabet og emissionen. Aktietegningen sker i henhold til prospektet og de heri indeholdte erklæringer fra bestyrelse og revisor. 13) Når kapitalforhøjelsen er gennemført, ændres vedtægternes §§ 3.1 og 4.1 til at afspejle kapitalforhøjelsen og størrelsen af den udnyttede bemyndigelse. 14) Der udarbejdes vurderingsberetning om indskuddet, jf. selskabslovens § 160. Yderligere oplysninger: Peter Westphal Tlf.: 4547 7500 E-mail:pw@victoriaproperties.dk [HUG#1567755]