3.042 solcellepaneler vil de næste måneder blive opsat på taget af Topdanmarks hovedsæde i Ballerup.
Når anlægget til august er klar til at levere strøm, vil det være Danmarks største og tillige det største tagbaserede solcelleanlæg i Nordeuropa. Den årlige CO2-reduktion ventes at blive 600 tons årligt.
”Vi glæder os til, at en væsentlig del af vores strøm produceres uden at belaste miljøet. Det bliver Danmarks største anlæg, men for miljøets skyld kan jeg kun håbe, at det er et spørgsmål om tid, før der etableres andre anlæg, som overgår vores i størrelse,” siger adm. direktør i Topdanmark, Christian Sagild.
Gode erfaringer med solceller
Idéen til solcelleanlægget på taget af hovedkontoret i Ballerup kom efter, at Topdanmark sidste år etablerede det hidtil største solcelleanlæg i Danmark på et stort erhvervslejemål i Allerød, som ejes af Topdanmark.
Solcelleanlægget i Allerød stod færdigt i august 2011 og har siden fungeret upåklageligt.
”Det inspirerede os til at se på vores eget hovedkontor, og da vi også her stod med en fornuftig business case, var der ikke langt til beslutningen om at gå i gang. Det er en investering, der kan betale sig for både miljøet og Topdanmark,” siger Christian Sagild.
Solceller er grøn fornuft
I Topdanmarks hovedsæde arbejder der ca. 1.700 personer, og solcelleanlægget vil fra august i år levere 750.000 kW-timer årligt svarende til 25 % af den strøm, som forbruges til bl.a. lys, ventilation og computere. Anlægget etableres på Topdanmarks hovedsædes tag, som har et areal, der svarer til ca. fire fodboldbaner.
”I Topdanmark tilstræber vi at reducere vores miljømæssige fodaftryk, og vi vil gerne være så konkrete som muligt. Udover at solcelleanlægget er en fornuftig investering målt på bundlinjen, er det også en investering i CO2-reduktion, som ellers ikke ville have været der,” siger Christian Sagild.
Det er firmaet Drivhuseffekten, der leverer og monterer solcelleanlægget.
For yderligere information:
Kommunikationschef Jens Langergaard, mobil 21 41 05 50