Periodemeddelelse 3. kvartal 2012


Gyldendals omsætning var efter ni måneder på knap 600 mio. kr., hvilket svarede til et fald på 3% sammenlignet med 2011. Resultat før skat pr. 30. september 2012 blev et overskud på 8 mio. kr. og var som ventet lavere end i 2011.

En voksende del af salget af lærebøger er overgået til digitale læremidler, som købes på abonnementslignende licensvilkår, hvilket betyder, at salget indtægtsføres løbende over licensperioden. Denne forskydning i indtægtsføring har i årets første ni måneder påvirket resultatet negativt og ført til det lavere resultat. Korrigeret for denne periodiseringseffekt var både omsætning og resultat omtrent på samme niveau som sidste år.

Det danske bogmarkeds faldende tendens i første halvår 2012 rettede sig lidt i tredje kvartal, som skønnes at være på samme niveau som i 2011. For året indtil nu var der fortsat tale om en markedsnedgang på 6-8%, der var større end forventet. Gyldendal kom således lidt bedre gennem en vanskelig periode end markedet generelt. De i slutningen af 2011 erhvervede bogklubber bidrog med stigende omsætning, hvorimod salget til boghandlere og supermarkeder faldt.

Uddannelsesmarkedet har været stabilt, når der tages hensyn til periodisering af indtægter på digitale læremidler. Koncernens udgivelsesprogrammer i efteråret til det generelle marked vurderes som lovende for årets store julehandel, der – som altid – er afhængig af salget af enkelttitler og af detailhandelskonjunkturerne.

Samlet set forventer ledelsen fortsat, at koncernens omsætning og driftsindtjening for regnskabsåret 2012 vil være på samme niveau som i 2011.

Der er i perioden ikke indtruffet forhold, der væsentligt påvirker koncernens finansielle stilling.


 

København, den 15. november 2012

 

Direktionen:

 

Stig Andersen                              Bjarne Ponikowski

Adm. direktør                              Direktør

 

 

For yderligere informationer kontakt:

Adm. direktør Stig Andersen

Tlf.     3375 5555

Mob.  5151 1400


Anhänge

Periodemeddelelse 3 kvt 2012.pdf