Som meddelt i Fondsbørsmeddelelse nr. 165 fratrådte den daværende administrerende direktør for Victoria Properties, Peter Westphal, den 30. august 2012. Dette skete som en konsekvens af, at selskabets bestyrelse havde konstateret, at Peter Westphal bl.a. havde egne aktiviteter, som kunne indebære risiko for interessekonflikter i forhold til Victoria Properties' aktiviteter. Victoria Properties A/S har efterfølgende gennemført en kulegravning af en række dispositioner foretaget af Peter Westphal som direktør for selskabet. Selskabet har herved fundet meget stærke indicier for, at et Peter Westphal tilknyttet selskab har modtaget betalinger af returkommission i forbindelse med, at Peter Westphal på Victoria Properties' vegne har indgået entrepriseaftaler vedrørende ombygningsarbejder på ejendomme tilhørende Victoria Properties. Som følge heraf har Victoria Properties A/S rejst et erstatningskrav på cirka EUR 500.000 mod Peter Westphal, ligesom selskabets bestyrelse har indgivet politianmeldelse omkring de nævnte forhold. Forholdene har ikke negativ indflydelse på Victoria Properties A/S drifts- eller kapitalforhold, idet samtlige entrepriseomkostninger er indregnet i 2012. Det beløb, som selskabet eventuelt måtte modtage i erstatning, vil således kunne indtægtsføres. Yderligere oplysninger: Peter Winther Adm. direktør Telefon 28 19 66 76 [HUG#1698438]
Victoria Properties A/S : Fondsbørsmeddelelse nr. 181 - Victoria Properties A/S har fremsat erstatningskrav mod og politianmeldt selskabets tidligere administrerende direktør
| Quelle: Victoria Properties A/S