Resume for første halvår 2013
Bestyrelsen har i dag godkendt halvårsrapporten for første halvår 2013 (perioden 1. januar – 30. juni 2013) for Gyldendal A/S. Halvårsrapporten er ikke revideret eller gennemgået af selskabets generalforsamlingsvalgte revisor.
Koncernens omsætning blev i første halvår 2013 342 mio. kr., hvilket var på niveau med 2012 (348 mio. kr.). En stigende dækningsgrad og et mindre fald i omkostningerne betød en forbedring af resultat før skat på 10 mio. kr. i forhold til første halvår af 2012. Resultat før skat blev -17 mio. kr., og efter skat blev resultatet -13 mio. kr. (-20 mio. kr. i 2012). Resultatet i første halvår var som forventet. En del af resultatfremgangen kunne henføres til periodiseringseffekt vedrørende digitale produkter. Periodiseringer havde i 2012 en negativ effekt, men i første halvår 2013 en tilsvarende positiv effekt.
Det danske bogmarkeds faldende tendens gennem de senere år skønnes i første halvår 2013 at være vendt til en beskeden stigning i forhold til 2012. Gyldendal fulgte i store træk markedsudviklingen, dog betød lukning af Gyldendals to online butikker, g.dk og eLounge.com, i foråret en mindre nedgang i omsætningen.
Sammen med svenske Storytel AB stiftede Gyldendal Danmarks første kommercielle streamingtjeneste for lydbøger. Storytel lanceredes i Danmark i maj 2013.
Gyldendal har som tidligere i dag meddelt markedet indgået aftale om overtagelse af Borgens Forlag A/S pr. 1. september 2013. Overtagelsen forventes ikke væsentligt at påvirke koncernens omsætning eller resultat for 2013.
Forventning til regnskabsåret 2013
Det danske bogmarked forventes i andet halvår samlet set at være på niveau med 2012. Der forventes ikke vækst i omsætningen til det generelle marked i andet halvår, mens de positive tendenser fra første halvår på uddannelsesmarkedet forventes opretholdt i andet halvår.
Resultatet i første halvår var som forventet, og ledelsen vurderer, at også andet halvår vil leve op til forventningerne. Ledelsen fastholder således forventningerne til hele 2013 på niveau med 2012, hvilket vil sige en omsætning på ca. 840 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 45 mio. kr.
København, den 27. august 2013
For yderligere information kontakt:
Stig Andersen, adm. direktør
Tlf.: 3375 5555 / 5151 1400