First North meddelelse nr. 5/2014
11. april 2014
Resumé: Aqualife indgår aftale med Finansiel Stabilitet om akkordering af gæld på 11,9 mio. kr. Aqualife skal betale 1,5 mio. kr., hvorefter resten af gælden eftergives. Selskabet har dog fortsat et betydeligt finansieringsbehov.
Aftale om akkordering af gæld
Aqualife gruppen har indgået aftale om akkordering af den gæld, som gruppen har til sin tidligere bankforbindelse, Fjordbank Mors, nu FS Finans IV A/S. Gælden andrager i alt 11,9 mio. kr., heraf 0,2 mio. kr. i gruppens moderselskab Aqualife A/S, og 11,7 mio. kr. i datterselskabet Aqualife Logistics A/S.
Den indgåede aftale indebærer, at Aqualife indvilger i at betale i alt 1,5 mio. kr., fordelt på fire rater til fastsatte tidspunkter i perioden 20. april - 30. juni 2014. Efter rettidig betaling af samtlige fire rater eftergiver FS Finans IV resten af gælden, i alt 10,4 mio. kr.
Betydning for selskabets finansiering
Denne aftale betyder ikke, at Aqualifes finansiering nu er tilfredsstillende. Aqualife har en betydelig gæld til selskabets hovedaktionær og en anden långiver. Pr. 31. december 2013 var denne gæld på 10,0 mio. kr. Selskabet har desuden et betydeligt finansieringsbehov, der skal imødekommes som grundlag for den fremtidige drift. Som tidligere meddelt arbejder selskabet på at styrke sit kapitalgrundlag.
Forventninger til fremtiden
Denne aftale ændrer ikke på Aqualife gruppens forventninger til resultatet i 2014. I Aqualife A/S´ årsrapport for 2013, der blev offentliggjort den 13. marts 2014, er det anført, at der fortsat er store risici forbundet med Aqualifes aktiviteter, både teknisk og kommercielt, så driftsresultatet i Aqualife gruppen under ét forventes at blive negativt for 2014. Som nævnt ovenfor, er dette stadig udtryk for ledelsens forventninger til resultatet i 2014.
Kontakt: Erik Bresling, administrerende direktør, tlf. +45 20 36 17 18
Selskabets Certified Advisor er Corporate Finance A/S, Jesper Gøthgen, tlf. +45 33 64 92 03