År 2014, onsdag den 30. april 2014 kl. 9.30, afholdtes ordinær generalforsamling i Victoria Properties A/S hos Bech-Bruun Advokatfirma, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø. Generalforsamlingen var indkaldt med følgende dagsorden: 1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår 2. Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse 3. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport 4. Valg af medlemmer til bestyrelsen 5. Valg af revision 6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og/eller aktionærerne (kapitalejerne) 6.1 Bestyrelsens honorar 6.2 Bemyndigelse til dirigenten Bestyrelsens formand, Peter Winther bød aktionærerne velkommen til selskabets ordinære generalforsamling og gav herefter ordet til advokat, Niels Kornerup, som bestyrelsen i overensstemmelse med pkt. 10.1 i selskabets vedtægter havde udpeget som dirigent. Dirigenten takkede for udpegningen som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Dirigenten oplyste, at 686.574 stemmer, ud af i alt 4.299.098 stemmer, var repræsenteret på generalforsamlingen, samt at der, ud af en samlet aktiekapital på nominelt kr. 46.643.580, var i alt nominelt kr. 6.865.740 repræsenteret på generalforsamlingen. Dirigenten gennemgik dagsordenen for generalforsamlingen og oplyste, at pkt. 1-3 som sædvanligt skulle behandles samlet. Ad pkt. 1-3: Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår. Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport. Formanden for bestyrelsen, Peter Winther aflagde bestyrelsens beretning og gennemgik årsrapporten. Der henvistes til den i årsregnskabet indeholdte beretning, der suppleredes med oplysninger fra fondsbørsmeddelelse nr. 195. Dirigenten takkede formanden for beretningen og oplyste, at årsrapporten forelå underskrevet af bestyrelse og direktion og var påtegnet af selskabets revisorer med blank påtegning uden forbehold, men med en supplerende bemærkning. For så vidt angik udbyttet bemærkede dirigenten, at bestyrelsen foreslog, at der ikke udbetaltes udbytte for 2013 samt, at underskuddet på EUR 18,2 mio. (DKK 135,8 mio.) foresloges fremført til næste år. Dirigenten konstaterede herefter med generalforsamlingens tilslutning, at beretningen var taget til efterretning, at årsrapporten og forslaget om fremførsel af underskud til næste år var godkendt. Ad pkt. 4: Valg af medemmer til bestyrelsen. Dirigenten oplyste, at følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg og villige til genvalg: · direktør Peter Winther · direktør Lars Thylander · lensgreve Bendt Wedell · advokat Sebastian Christmas Poulsen · direktør Lars Johansen Dirigenten bemærkede, at alle kandidaternes ledelseshverv mv. fremgik af årsrapporten. Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at alle de opstillede var valgt for en 1-årig periode. Dirigenten ønskede de valgte bestyrelsesmedlemmer tillykke med valget. På det efterfølgende bestyrelsesmøde konstitueret bestyrelsen sig med Peter Winther som formand for bestyrelsen og Sebastian Christmas Poulsen som næstformand for bestyrelsen. Ad pkt. 5: Valg af revisor Bestyrelsen foreslog genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab var genvalgt som selskabets revisor Ad pkt. 6: Eventuelle forslag fra bestyrelse og/eller aktionærerne (kapitalejerne) Dirigenten oplyste, at der til behandling forelå 2 forslag fra bestyrelsen: 6.1 Bestyrelsens honorar 6.2 Bemyndigelse til dirigenten Det første forslag vedrørte bestyrelsens honorar for indeværende år. Bestyrelsens honorar for 2014, foresloges uændret til: * 100.000 kr. for almindelige bestyrelsesmedlemmer * 375.000 kr. for formanden Det blev oplyst, at der ikke ydes særskilt honorar for deltagelse i udvalg. Ingen ønskede ordet, og dirigenten konstaterede herefter med generalforsamlingens tilslutning, at bestyrelsens honorar for indeværende år var vedtaget. Endelig forelå der forslag om bemyndigelse til dirigenten til at anmelde det her vedtagne samt ændre i det vedtagne i det omfang, Erhvervsstyrelsen måtte anmode herom. Da ingen aktionærer ønskede ordet, konstaterede dirigenten med generalforsamlingens tilslutning, at forslaget om bemyndigelse til dirigenten var vedtaget. Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt og nedlagde sit hverv som dirigent. Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for afsluttet og gav ordet til formanden, der afsluttede generalforsamlingen. Yderligere oplysninger: Frank Hansen Adm. direktør Telefon 8851 0143 [HUG#1781464]
Victoria Properties A/S : Fondsbørsmeddelelse nr. 197 - Forløb af ordinær generalforsamling 2014
| Quelle: Victoria Properties A/S