Aarhus, den 19. maj 2014
NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Meddelelse nr. 04/2014
Aarhus Elite A/S skal have ny ledelse
Aarhus Elite A/S’ administrerende direktør Jan Christensen og sportsdirektør Brian Steen Nielsen fratræder deres stillinger i Aarhus Elite A/S, selskabet bag bl.a. fodboldklubben AGF. En samlet plan for Aarhus Elite A/S præsenteres om få uger.
”Det er beklageligt, at vores veje skal skilles. Jan Christensen og Brian Steen Nielsen har begge arbejdet hårdt og forbilledligt for både virksomhed og fodboldklub. Samtidig må vi erkende, at klubben er i en historisk vanskelig tid, derfor skal der også nye øjne og kræfter til. Vi har en klub og et opland, som bør have forudsætningerne til en placering i toppen af dansk fodbold,” siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i Aarhus Elite A/S.
”Nedrykningen af AGF til 1. division kræver handling og vil medføre store ændringer i virksomheden, ikke kun på ledelsesplan. Vi har i bestyrelsen i længere tid arbejdet med det scenarie, at endnu en nedrykning desværre var en mulighed. Vi præsenterer inden længe planen for AGF’s turnaround, der for det første skal få os tilbage i Superligaen efter næste sæson, og for det andet skal skabe grundlaget for, at vi kan bevæge os tilbage mod toppen af dansk fodbold, hvor vi bør høre hjemme,” siger Lars Fournais.
Brian Steen Nielsen fratræder øjeblikkeligt. Jan Christensen, som selv har valgt at sige sit job op, vil fortsætte som adm. direktør, indtil den nye ledelse tiltræder. Han vil i en periode også fungere som rådgiver for den nye ledelse.
_______
Yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand Lars Fournais, 2010-3700 kan træffes på dette nummer i tidsrummet 12-13 og 15-16.30. Besked kan også lægges hos sekretær Anette Christiansen 4878-4236.
Adm. direktør Jan Christensen, 3091-0001.
Med venlig hilsen
Aarhus Elite A/S
Lars Fournais
Bestyrelsesformand