Auriga Industries A/S, Harboøre, Danmark, 2015-02-20 08:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Selskabsmeddelelse nr. 2/2015
20. februar 2015
HOVEDPUNKTER I 2014
Auriga havde et tilfredsstillende år, hvor frasalget af Cheminova var den største begivenhed. 5% organisk vækst løftede den rapporterede omsætning til 6,8 milliarder kroner med forbedrede driftsresultater i Cheminova. Pengestrømmen var påvirket af en væsentlig reduktion i factoring/securitization, hvilket medførte et forøget gældsniveau.
- 2014 var påvirket af frasalget af Cheminova, som nu afventer godkendelser fra konkurrencemyndigheder, for at transaktionen kan blive endeligt gennemført.
- Frem til effektuering af frasalget vil Cheminova være indregnet i Auriga’s regnskab som ophørende aktivitet, mens Auriga er præsenteret som den fortsættende aktivitet.
- Årets resultat for den fortsættende aktivitet (Auriga) blev -61 mio. kr. Administrationsomkostninger steg 32 mio. kr. til 49 mio. kr. som følge af omkostninger i forbindelse med salgsprocessen.
- De ophørende aktiviteter (Cheminova) havde et tilfredsstillende år med 5% organisk vækst, der løftede den rapporterede omsætning med 2% til 6.755 mio. kr. Dækningsgraden blev forbedret med 0,8 procentpoint til 30,8% og medførte en stigning i resultatet af primær drift (EBIT) på 9%, når der korrigeres for omkostninger relateret til frasalget af Cheminova i 2014 samt frasalget af Stähler Schweiz i 2013.
- Omsætning og indtjening blev forbedret i de ophørende aktiviteter på trods af en negativ indvirkning fra tørke og udfordrende markedsforhold i Brasilien, som reducerede resultaterne væsentligt i fjerde kvartal.
- Den negative pengestrøm var påvirket af såvel en væsentlig reduktion af factoring/securitization-aktiviteterne som større lagre, hvilket medførte en højere gæld ved udgangen af året.
- Frasalget af Cheminova forventes endeligt gennemført i marts eller april måned.
- Den mest effektive udlodningsmetode undersøges stadig, og udfaldet vil blive kommunikeret på et senere tidspunkt.
- Den ordinære generalforsamling afholdes den 30. april 2015, hvor Auriga forventer at kunne redegøre nærmere for den forventede udlodning af provenuet fra salget.
- Der forventes fortsat et nettoprovenu på mellem 323-325 kr. pr. aktie til udlodning til aktionærerne i 2015. Der er stadig en vis usikkerhed om intervallet.
Forventet tidsplan for frasalget
2015 Gennemførelse af frasalget (forventes i marts eller april)
2015 Indkaldelse til (ordinær eller ekstraordinær) generalforsamling for at
godkende udlodning og metode
2015 Udlodning af overskydende provenu til Aurigas aktionærer
2015-16 Afnotering og likvidation af Auriga
Den forventede tidsplan skal betragtes som en indikation af faserne i processen, der er betinget af den endelige gennemførelse af frasalget. Forsinkes den endelige gennemførelse, vil de efterfølgende faser blive tilsvarende forskudt.
AURIGA INDUSTRIES A/S
KONTAKTPERSONER:
Finansdirektør René Schneider (CFO)
Mobil 40 80 99 50
Lene Faurskov, Manager, Investor Relations
Mobil 41 64 05 04
www.auriga.dk - investor@auriga.dk
Tlf. 70 10 70 30
Der holdes ikke audiocast/telekonference i forbindelse med årsrapporten for 2014.
Årsrapporten for 2014 er udarbejdet og offentliggjort på engelsk. Et uddrag på dansk er tilgængelig på hjemmesiden www.auriga.dk > Regnskaber. I tvivlstilfælde er ordlyden i den engelske version gældende.