Victoria Properties A/S : Fondsbørsmeddelelse nr. 212 - Forløb af ordinær generalforsamling 2016


År 2016, torsdag den 28. april, kl. 10.00, afholdtes ordinær generalforsamling i Victoria Properties A/S hos Bech-Bruun, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø.

Generalforsamlingen var indkaldt med følgende dagsorden:

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår
     
  2. Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse
     
  3. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport
     
  4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
     
    1. Bestyrelsen foreslår, at selskabet i lyset af sit begrænsede aktivitetsniveau fremadrettet ledes af en bestyrelse bestående af tre medlemmer.
       
    2. Bestyrelsen foreslår genvalg til bestyrelsen af direktør, ejendomsmægler Peter Winther, advokat Sebastian Christmas Poulsen og direktør Lars Thylander.
       
  5. Valg af revision - Bestyrelsen foreslår genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

      6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og/eller aktionærerne (kapitalejerne)

      6.1          Bestyrelsens honorar
      6.2          Bemyndigelse til dirigenten

Bestyrelsens formand, Peter Winther, bød aktionærerne velkommen til selskabets ordinære generalforsamling og gav herefter ordet til advokat Stig Bigaard, som bestyrelsen i overensstemmelse med pkt. 10.1 i selskabets vedtægter havde udpeget som dirigent.

Dirigenten takkede for udpegningen som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.

Dirigenten oplyste, at 1.195.257 stemmer, ud af i alt 4.630.230 stemmer (med fradrag for egne aktier), var repræsenteret på generalforsamlingen, samt at der, ud af en samlet aktiekapital på nominelt kr. 46.302.300 (med fradrag for egne aktier), var i alt nominelt kr. 11.952.570 repræsenteret på general­forsamlingen.

Dirigenten gennemgik dagsordenen for generalforsamlingen og oplyste, at pkt. 1-3 som sædvanligt skulle behandles samlet.

Ad pkt. 1-3:  Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår.
                    Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse.
                    Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.

På bestyrelsens vegne aflagde selskabets direktør, Frank Hansen, bestyrelsens beretning og gennemgik årsrapporten.

Der henvistes til den i årsregnskabet indeholdte beretning, der suppleredes med oplysninger fra fondsbørsmeddelelse nr. 210.

Dirigenten takkede direktøren for beretningen og oplyste, at årsrapporten forelå underskrevet af bestyrelse og direktion og var påtegnet af selskabets revisorer med blank påtegning uden forbehold, men med en supplerende bemærkning. For så vidt angik udbyttet bemærkede dirigenten, at bestyrelsen foreslog, at der ikke udbetaltes udbytte for 2015 samt, at underskuddet på EUR 0 mio. (DKK 0 mio.) foresloges fremført til næste år.

Dirigenten konstaterede herefter med generalforsamlingens tilslutning, at beretningen var taget til efterretning, at årsrapporten og forslaget om fremførsel af underskud til næste år var godkendt.

Ad pkt. 4:   Valg af medlemmer til bestyrelsen.

Dirigenten oplyste, at følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg og villige til genvalg, idet bestyrelsen stillede forslag om, at selskabet i lyset af sit begrænsede aktivitetsniveau fremadrettet skulle ledes af en bestyrelse bestående af tre medlemmer:

  • direktør Peter Winther
  • advokat Sebastian Christmas Poulsen
  • direktør Lars Thylander

Dirigenten bemærkede, at alle kandidaternes ledelseshverv mv. fremgik af årsrapporten.

Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at alle de opstillede var valgt for en 1-årig periode. Dirigenten ønskede de valgte bestyrelsesmedlemmer tillykke med valget.

Bestyrelsens formand, Peter Winther, takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer, Lars Johansen og Bendt Wedell, for godt samarbejde og deres indsats for selskabet.

På det efterfølgende bestyrelsesmøde konstitueret bestyrelsen sig med Peter Winther som formand for bestyrelsen og Sebastian Christmas Poulsen som næstformand for bestyrelsen.


Ad pkt. 5:  Valg af revisor

Bestyrelsen foreslog genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Da der ikke var andre kandidater konstaterede dirigenten, at PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab var genvalgt som selskabets revisor

Ad pkt. 6:  Eventuelle forslag fra bestyrelse og/eller aktionærerne (kapitalejerne)

Dirigenten oplyste, at der til behandling forelå to forslag fra bestyrelsen:

                   6.1 Bestyrelsens honorar
                   6.2 Bemyndigelse til dirigenten

                 

Det første forslag vedrørte bestyrelsens honorar for indeværende år. Bestyrelsens honorar for 2016 foresloges til:

  • 175.000 kr. for menige bestyrelsesmedlemmer (kr. 87.500 pr. medlem)
  • 185.000 kr. for formanden

Det blev oplyst, at der ikke ydes særskilt honorar for deltagelse i udvalg.

Ingen ønskede ordet, og dirigenten konstaterede herefter med generalforsamlingens tilslutning, at bestyrelsens honorar for indeværende år var vedtaget.
                       
Endelig forelå der forslag om bemyndigelse til dirigenten til at anmelde det her vedtagne samt ændre i det vedtagne i det omfang, Erhvervsstyrelsen måtte anmode herom.

Da ingen aktionærer ønskede ordet, konstaterede dirigenten med generalforsamlingens tilslutning, at forslaget om bemyndigelse til dirigenten var vedtaget.

Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt og nedlagde sit hverv som dirigent.

Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for afsluttet og gav ordet til formanden, der afsluttede generalforsamlingen.

Yderligere oplysninger:

Frank Hansen
Adm. direktør
Telefon 7027 0199

HUG#2007867


Anhänge

Fondsbørsmeddelelse nr. 212 - Forløb af ordinær generalforsamling 2016.pdf