Institutionelle OW Bunker-investorer stævner også emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie


Et konsortium bestående af 24 danske institutionelle investorer har nu besluttet også at udtage stævning mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie i sagen om prospektansvar. Dermed udvides kredsen af sagsøgte i sagen om erstatningskrav mod OW Bunker A/S under konkurs, relevante Altor-enheder samt den tidligere bestyrelse og daglige ledelse af OW Bunker på ca. 767 mio. kroner.

De danske institutionelle investorer har lidt tab på 767 mio. kr. ved at investere i aktier i OW Bunker på baggrund af et væsentligt mangelfuldt prospekt.

På vegne af konsortiet siger Tomas Krüger Andersen, juridisk chef i ATP’s investeringsafdeling:

"Konsortiet har valgt at udvide kredsen af sagsøgte til også at omfatte emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie. Det sker på baggrund af nye oplysninger i et omfattende bilagsmateriale fra konkursboet, som vi først i foråret har fået adgang til. Det er vores vurdering, at bankerne har haft kendskab til OW Bunkers spekulationsaktiviteter, og at bankerne har medvirket til at vildlede investorerne. På den baggrund kan de efter vores vurdering gøres erstatningsansvarlige."

Baggrund:

En række danske institutionelle investorer iværksatte i december 2014 en undersøgelse vedrørende OW Bunkers konkurs med henblik på at undersøge, om der er basis for at gøre et juridisk ansvar gældende. Undersøgelsen fokuserede på fejl og mangler ved prospektet udarbejdet i forbindelse med børsintroduktionen af OW Bunker, ansvar i forbindelse med udbuddet og salget af aktier i OW Bunker samt ledelsesansvar i forbindelse med driften af OW Bunker.

På baggrund af undersøgelsens konklusioner indgav de danske institutionelle investorer, som samlet repræsenterer krav for i alt godt 767 mio. kr., stævning primo april 2016 med henblik på at opnå økonomisk kompensation og søge at få placeret et ansvar. Sagen verserer ved Østre Landsret.

De institutionelle investorer i konsortiet forbeholder sig fortsat at inddrage yderligere parter eller anlægge nye sager.

Advokatfirmaet Bruun & Hjejle repræsenterer investorerne i retssagerne.

Deltagende institutionelle investorer i prospektansvarssagen omfatter:

ATP, Investeringsforeningen PFA Invest, PFA Kapitalforening, Investeringsforeningen Absalon Invest, Kapitalforeningen PenSam Invest, Kapitalforeningen Mermaid Nordic, Kapitalforeningen SEBinvest II, Kapitalforeningen SEB Kontoførende, Kapitalforeningen Wealth Invest, Investeringsforeningen SEBinvest, Kapitalforeningen Lærernes Pension Invest, PensionDanmark Pensionsforsikringsaktieselskab, Kapitalforeningen Unipension Invest, Investeringsforeningen Maj Invest, AP Pension Livsforsikringsaktieselskab, Kapitalforeningen Sampension Invest, Kapitalforeningen EMD Invest, Investeringsforeningen Danske Invest, Investeringsforeningen Danske Invest Select, Kapitalforeningen Danske Invest Institutional, Danske Invest (fonds commune de placement), Danske Invest Nordic Opportunities Fund, Topdanmark Forsikring A/S og Topdanmark Livsforsikring A/S.

         Kontaktpersoner på vegne af konsortiet:
         Maria Lindeberg, presserådgiver, ATP. Mobil +45 24 99 84 55, E-mail: lin@atp.dk


Anhänge

Institutionelle OW Bunker-investorer stævner også emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie.pdf