Hartmann øgede omsætningen i 2017 ved at løfte emballagesalget i både den europæiske og den amerikanske forretning. Trods udfordringer på væsentlige markeder og fortsat indkøring af den udvidede produktionskapacitet realiserede vi en overskudsgrad på 10,7% og skabte gode pengestrømme. Væksten var drevet af fremgang i kerneforretningen, da Hartmann solgte mere emballage i 2017. Vi var således også i stand til at løfte udnyttelsen af den udvidede produktionskapacitet, selvom året blev præget af usædvanligt store prisforskelle på standard- og specialæg i Nordamerika samt fund af fipronil i æg i enkelte europæiske markeder.
Koncernfinansdirektør og konstitueret adm. direktør Marianne Rørslev Bock siger: "Vi løftede omsætningen i 2017, hvor vi fokuserede på at skabe en stærk produktionsplatform, så Hartmann kan udnytte de positive tendenser i vores markeder og sikre attraktiv vækst og lønsomhed fremover."
4. kvartal 2017
- Hartmann løftede den samlede omsætning til 564 mio. kr. (2016: 523 mio. kr.) og driftsresultatet til 74 mio. kr. (2016: 59 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 13,0% (2016: 11,2%). Fremgang i salget af emballage på tværs af Hartmanns markeder og i Hartmann Technology havde en positiv effekt på indtjeningen.
- Den europæiske forretnings samlede omsætning steg til 349 mio. kr. (2016: 313 mio. kr.), og driftsresultatet udgjorde 52 mio. kr. (2016: 50 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 14,7% (2016: 16,1%). Omsætningsvæksten blev opvejet af højere afskrivninger, en lavere gennemsnitlig salgspris og ugunstige valutakursudviklinger, ligesom sammenligningsperioden var positivt påvirket af et offentligt tilskud til energieffektive produktionsvirksomheder.
- På de amerikanske markeder øgede Hartmann omsætningen til 215 mio. kr. (2016: 210 mio. kr.) og driftsresultatet til 25 mio. kr. (2016: 13 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 11,4% (2016: 6,3%). Indtjeningsfremgangen var drevet af en betydelig forbedring i den sydamerikanske forretning, som opvejede en lidt lavere indtjening i Nordamerika som følge af højere produktionsomkostninger og afskrivninger.
- Udsving i valutakurser påvirkede omsætningen med -23 mio. kr. og driftsresultatet med -7 mio. kr.
2017
- Koncernens samlede omsætning steg 5% til 2.207 mio. kr. (2016: 2.096 mio. kr.), og driftsresultatet udgjorde 235 mio. kr. (2016: 248 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 10,7% (2016: 11,8%). De samlede anlægsinvesteringer udgjorde 208 mio. kr., og afkastet af den investerede kapital udgjorde 17% (2016: 21%).
- Bestyrelsen indstiller, at der udbetales et udbytte på 9,50 kr. pr. aktie (2016: 9,50 kr.).
- Den samlede europæiske omsætning steg til 1.290 mio. kr. (2016: 1.258 mio. kr.), og driftsresultatet udgjorde 158 mio. kr. (2016: 164 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 12,2% (2016: 13,1%).
- På de amerikanske markeder udgjorde Hartmanns omsætning 917 mio. kr. (2016: 838 mio. kr.), og driftsresultatet var 103 mio. kr. (2016: 116 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 11,2% (2016: 13,8%).
- Udsving i valutakurser påvirkede både omsætningen og driftsresultatet med -21 mio. kr. primært som følge af kursudviklingen i GBP.
Forventninger og ambitioner
- Hartmann forventer en omsætning på 2,2-2,3 mia. kr. og en overskudsgrad på 11,5-13% i 2018, som forventes at blive positivt påvirket af stigende kapacitetsudnyttelse og fortsat tilpasning af omkostningsniveauet. Moderat lavere vækstrater i Nordamerika og på visse europæiske markeder, hvor fund af fipronil i æg har en midlertidig indflydelse på efterspørgslen, ventes at påvirke udviklingen negativt.
- Afkastet af den investerede kapital ventes at udgøre mindst 18% i 2018.
- Hartmann har fastlagt en ambition om over tid at øge emballagesalget i takt med eller over markedsvæksten, øge koncernens omsætning løbende og opnå en overskudsgrad før særlige poster på mindst 14%.
Hartmann afholder den 1. marts 2018 kl. 9.00 (CET) en telekonference, hvor koncernfinansdirektør og konstitueret adm. direktør Marianne Rørslev Bock fremlægger resultater og forventninger samt besvarer spørgsmål. Tilmelding er ikke nødvendig. Telekonferencen afvikles på engelsk og kan følges live på investor.hartmann-packaging.com, hvor den tilhørende præsentation vil være tilgængelig.
Koncernfinansdirektør og konstitueret adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 57