Opskrivning af værdien af Salling Banks ejerandel af BI Holding A/S
Bestyrelsen i BI Holding A/S (BankInvest-koncernen) har i dag besluttet at indføre en ny værdiansættelsesmodel, der betyder en markant opskrivning af værdien af aktierne i BI Holding A/S.
BankInvests hidtidige værdiansættelsesmodel har været lig med bogført indre værdi af egenkapital, det vil sige Price/Book (P/B) multipel = 1.
Bestyrelsen har nu besluttet en model, hvor værdiansættelsen af det tilstrækkelige kapitalgrundlag på 200 mio. kr. forøges ved at gange med en multipel på 3,5. Denne multipel er fastlagt ud fra en model, hvor der netop skelnes mellem forretningsomfang fra ejere (pengeinstitutter som distribuerer BankInvest-produkter) og ikke-ejere (institutionelle kunder) og ud fra en vurdering af afkastkrav og fremtid vækst.
Ved denne multipel vil værdien af det tilstrækkelige kapitalgrundlag udgøre 700 mio. kr., og hermed opnås en fair markedsværdi på 810 mio. kr. (inkl. reserver efter foreslået udbytte).
For Salling Bank medfører ovennævnte forhold, at der sker en opskrivning af værdien af bankens ejerandel svarende til ca. 10 mio. kr.
Bankens tidligere forventninger, som blev offentliggjort i årsrapporten for 2017, var et resultat før skat på 25 – 35 mio. kr.
På baggrund af ovenstående opjusterer Salling Bank resultatforventningerne til 2018 og forventer nu et resultat før skat på 35 - 45 mio. kr.
Spørgsmål til meddelelsen rettes til bankdirektør Peter Vinther Christensen på telefon 96 44 62 00.
Bankens selskabsmeddelelser kan ses på bankens hjemmeside www.sallingbank.dk.