Bestyrelsen har i dag godkendt halvårsrapporten for 1. halvår 2019 for Jutlander Bank A/S, der hermed offentliggøres.
Resultat
Bankens resultat for 1. halvår 2019 udgør et overskud på 207 mio. kr. før skat og 167 mio. kr. efter skat.
Omregnet til årsbasis forrenter periodens resultat egenkapitalen med 13,6 pct. før skat og 11,0 pct. efter skat.
Bag resultatet på 207 mio. kr. ligger en fremgang på 36,2 pct. i den primære indtjening til 131 mio. kr. i forhold til 1. halvår 2018. Den primære indtjening er resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger.
Den stigende primære indtjening kan bl.a. henføres til høj konverteringsaktivitet på realkreditområdet samt stigende forretningsomfang. Dertil kommer højere udbytteindtægter end året før.
Kursreguleringerne mv. udgør 55 mio. kr., og dermed 14 mio. kr. mere end i 1. halvår 2018.
Igen i 1. halvår 2019 har der været tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger, hvorfor der netto er indtægtsført 20 mio. kr., mens der i 1. halvår 2018 blev indtægtsført 11 mio. kr.
Resultatet før skat andrager således 207 mio. kr. mod 149 mio. kr. for 1. halvår 2018 svarende til en fremgang på 39,1 pct.
Resultatet ligger over bankens oprindelige forventninger, både for så vidt angår primær indtjening, kursreguleringer og nedskrivninger.
Skatteudgiften lyder på 40 mio. kr., og resultatet efter skat udgør dermed 167 mio. kr.
Resultatet anses for meget tilfredsstillende.
Stigende forretningsomfang
Gennem det seneste år har banken fået 9.664 nye kunder, der har bidraget til væksten i forretningsomfanget.
Bankens samlede forretningsomfang målt på udlån, indlån, garantier og kundedepoter er gennem det seneste år steget med 2,0 mia. kr. til i alt 38,8 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 5,5 pct.
Derudover er bankens formidlede realkreditlån det seneste år steget med 3,4 mia. kr. til 30,9 mia. kr. svarende til en vækst på 12,2 pct.
Bankens udlån udgør 9,0 mia. kr. pr. 30. juni 2019, hvilket er på niveau med året før. Bankens udlån i forhold til egenkapital (gearing) ligger fortsat på et forsigtigt niveau på 2,9.
Pr. 30. juni 2019 udgør bankens garantier 5,0 mia. kr., der bl.a. er stillet i forbindelse med kunders realkreditkonverteringer samt bolighandler og -finansiering. Garantierne er steget med 1,2 mia. kr. i forhold til året før, svarende til 32,1 pct.
Kundernes indlån, inkl. indlån i puljeordninger, er gennem det seneste år steget med 1,2 mia. kr. til 15,1 mia. kr. pr. 30. juni 2019, hvilket svarer til en stigning på 9,1 pct. Værdien af kundedepoterne er det seneste år reduceret med 0,4 mia. kr. til 9,7 mia. kr., der blandt andet skyldes negative afkast i 2018 på grund af uroen på de finansielle markeder specielt i efteråret 2018.
Bankens samlede aktiver udgør 19,1 mia. kr. pr. 30. juni 2019 mod 17,5 mia. kr. året før. En forøgelse på 1,6 mia. kr., der primært kan henføres til forøget likviditet placeret hos kreditinstitutter og i obligationer mv. med 1,3 mia. kr. som følge af stigende indlån mv. samt vækst i aktiver tilknyttet puljeordninger med 0,3 mia. kr.
Kapitalgrundlag
Banken har fortsat solide kapitalforhold.
Bankens egenkapital udgør 3,1 mia. kr. pr. 30. juni 2019, og bankens kapitalgrundlag er opgjort til 2,5 mia. kr. Kapitalprocenten er opgjort til 19,3, mens den egentlige kernekapitalprocent udgør 17,2.
Bankens resultat for 1. halvår 2019 er ikke medregnet i bankens kapitalgrundlag. Såfremt resultatet var medregnet i kapitalgrundlaget ville bankens kapitalprocent og egentlige kernekapitalprocent kunne opgøres til henholdsvis 20,3 pct. og 18,3 pct.
Det individuelle solvensbehov for banken er opgjort til 9,4 pct. pr. 30. juni 2019, og den faktiske kapitalprocent på 19,3 ligger således 9,9 procentpoint over det individuelle solvensbehov svarende til en kapitalmæssig overdækning på 1.262 mio. kr. før indregning af periodens overskud på 167 mio. kr.
Når der tages hensyn til det indfasede NEP-tillæg samt kapitalbevaringsbufferen og den aktiverede kontracykliske kapitalbuffer på i alt 3,6 pct. har banken en kapitaloverdækning på 6,3 procentpoint svarende til 803 mio. kr. før indregning af periodens overskud.
Det er ledelsens vurdering, at bankens kapitalforhold er solide og fuldt ud kan dække de risici, der påhviler bankens nuværende forretningsomfang, samtidig med at der er mulighed for at udvide forretningsomfanget i de kommende år og efterleve fremtidige kapitalkrav.
Likviditetsforhold
Banken har tillige solide likviditetsforhold.
Det er bankens mål, at kundernes indlån i væsentligt omfang skal finansiere kundeudlånene. Ultimo juni 2019 udgør bankens udlån før nedskrivninger i forhold til indlån 65,1 pct. Kundernes indlån kan således fuldt ud finansiere kundeudlånene.
Ultimo juni 2019 viser bankens LCR opgørelse en dækning på 429 pct. Banken har således en solid overdækning i forhold til kravet på minimum 100 pct.
Forventet udvikling
Bankens resultat for 1. halvår 2019 overstiger de oprindelige forventninger, både for så vidt angår primær indtjening, kursreguleringer og nedskrivninger.
Dertil kommer, at der i 2. halvår 2019 modtages ekstraordinære indtægter på ca. 80 mio. kr. i forbindelse med salget af 75 pct. af bankens aktier i Sparinvest Holdings SE.
Som følge heraf opjusterede banken i en selskabsmeddelelse den 18. juli 2019 forventningerne til overskuddet før skat til 360-395 mio. kr. for 2019.
Det skal dog bemærkes, at kursreguleringer på bankens beholdning af obligationer og aktier mv. løbende kan udvise en vis volatilitet afhængig af udviklingen på de finansielle markeder. Det er derfor forbundet med en vis usikkerhed at budgettere bankens kursreguleringer for 2. halvår 2019.
- - - - - 0 0 0 - - - - -
Såfremt der er spørgsmål eller kommentarer til halvårsrapporten, kan undertegnede kontaktes.
Med venlig hilsen
Jutlander Bank A/S
Per Sønderup
ordførende direktør
Vedhæftede filer