Jobindex har gennemført salget af de svenske aktiviteter til Blocket AB


Salget af de svenske aktiviteter i Jobindex A/S, der går under navnet Jobbsafari Sverige, til Blocket AB er nu afsluttet. Sitet jobbsafari.se bliver fortsat hostet og drevet af Jobindex, men de svenske kunder bliver nu håndteret af Blocket AB. Halvdelen af de svenske medarbejdere i Jobindex A/S er fratrådt, mens den anden halvdel indgår i et nyt internationalt team, der skal sælge danske jobannoncer til svenske og internationale kunder under navnet Jobindex International.

Som en konsekvens af at overdragelsen nu er gennemført med succes, er Henrik Christensen fratrådt som VD i Jobbsafari og vicedirektør i Jobindex A/S. Henrik Christensen har været vicedirektør i Jobindex siden 2006 og har haft en stor betydning for udviklingen af koncernen, først som næstkommanderende i Jobindex bl.a. under børsnoteringen i 2007, og senest som ansvarlig for opbygningen af de svenske aktiviteter, som altså nu er blevet solgt med succes til Blocket AB.

”Jeg vil gerne sige en stor tak til Henrik Christensen for hjælp og støtte med at drive koncernen igennem mange år, og senest for at have opbygget de svenske aktiviteter og ledet projektet med at overdrage alle aktiviteterne til Blocket AB. Dine medarbejdere kommer til at savne dig, og vi vil ønske dig alt mulig held og lykke i din videre karriere,” siger Kaare Danielsen, direktør for Jobindex.