Selskabsmeddelelse nr. 7 - 2021
9. december 2021
Resumé
- Roblon har i dag indgået aftale om køb af Vamafil spol. s.r.o., som er centralt placeret i Tjekkiet mellem Prag og Brno, nærmere bestemt Žďár nad Sázavou. Overtagelsesdato er den 3. januar 2022, og er betinget af bekræftende due diligence på enkelte forhold, fastholdelse af ledelse samt andre sædvanlige betingelser.
- Opkøbet sker som led i Roblons vækststrategi indenfor kerneforretningen fiberoptisk kabelindustri og forventes at øge koncernens omsætning og indtjening.
- Roblons ledelse oplyser forventningerne til regnskabsåret 1. november 2021 til 31. oktober 2022 og fastholder tidligere meddelte økonomiske mål.
Opkøb af virksomhed
Vamafil spol. s.r.o.
Vamafil er en veletableret virksomhed med fokus på levering af highperformance fibre konverterings-ydelser (behandling og forarbejdning af fibre) til europæiske kunder, bl.a. fiberproducenter og virksomheder, som anvender high performance fibre i deres produktion. Vamafil er en anerkendt ledende aktør i branchen, og kendt for kvalitet og fleksibilitet indenfor sit forretningsområde. Den årlige omsætning er i niveauet 4,5 - 5 mEUR med en tilfredsstillende indtjening.
Roblon vil fortsætte udviklingen i Vamafils nuværende forretningsområde. Desuden får Roblon med opkøbet af Vamafil mulighed for at sikre vækst i Roblons kerneforretning indenfor den fiberoptiske kabelindustri og styrke konkurrenceevne og profitabilitet ved udflytning af udvalgte dele af produktionsapparatet fra Danmark til Tjekkiet.
Ved udflytningen kommer Roblon endvidere geografisk tættere på den væsentligste del af den europæiske fiberoptiske kabelindustri. Dette giver selskabet en position tilsvarende den som Roblon har opnået i USA med placeringen i North Carolina. På grund af den pt. stigende smittespredning af COVID-19 vil den planlagte udflytning blive igangsat, når der skønnes at være stabilitet i smittespredningen og reduceret risiko for indrejserestriktioner i Tjekkiet hhv. Danmark. Udflytningen forventes at kunne igangsættes medio foråret 2022 og forventes fuldt gennemført inden udgangen af 2022.
Vamafil råder over en moderne fabrik på ca. 15.000 m² med en central placering i Tjekkiet, mellem Prag og Brno, og beskæftiger ca. 100 medarbejdere. Den lokale ledelse og medarbejdere fortsætter efter Roblons overtagelse.
Der er aftalt en købspris for aktierne på 8 mEUR (ca.59,6 mDKK), som betales kontant på overtagelses-dagen den 3. januar 2022. I den aftalte købspris indgår også jord og bygninger. Der reguleres for nettogæld og normalisering af arbejdskapitalen på overtagelsesdagen.
Den endelige gennemførelse af transaktionen er betinget af bekræftende due diligence på enkelte forhold, fastholdelse af ledelse samt andre sædvanlige betingelser.
Roblon har sikret sig langsigtede kreditfaciliteter på 75 mDKK for at understøtte købet af Vamafil og koncernens vækststrategi i øvrigt.
Forventninger til 2021/22
Ledelsen forventer vækst i koncernens omsætning og resultat i regnskabsåret 2021/22. Dette er bl.a. baseret på følgende væsentlige forhold:
- Der forventes en øget omsætning indenfor FOC produktgruppen i USA, hvor Roblon er godt positioneret. Markedet er i vækst, og kundernes efterspørgsel efter koncernens produkter er fortsat stigende. Roblon har øget produktionskapaciteten gennem et større investeringsprogram over de seneste 18 måneder, og yderligere investeringer og produktivitetsforbedringer er under planlægning.
- Indenfor Composite produktgruppen forventer ledelsen en omsætning på niveau med regnskabsåret 2020/21.
- Roblons opkøb af Vamafil den 9. december 2021 med overtagelse den 3. januar 2022.
- Vamafil forventes at bidrage med en omsætning i niveauet 30-35 mDKK og et positivt EBIT-resultat i regnskabsåret 2021/22.
På kort sigt er forventningerne behæftet med en høj grad af usikkerhed som følge af fortsatte COVID-19-påvirkninger på alle markeder, og fortsatte problemer med leverancer af udvalgte råvarer og logistiske udfordringer. Endvidere vil regnskabsåret 2021/22 være ekstraordinært påvirket af integration af den opkøbte tjekkiske virksomhed samt overflytning og installation af udvalgte dele af produktionsapparatet fra Danmark til Tjekkiet.
Forventninger til omsætning og resultat for 2021/22 er:
- Omsætning i intervallet 330 - 370 mDKK (guidance for 2020/21: i niveauet 250 mDKK).
- Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger og særlige poster (EBITDA) i intervallet 8 til 27 mDKK (guidance for 2020/21: i niveauet -13 mDKK).
- Resultat af primær drift før særlige poster (EBIT) i intervallet -19 til 0 mDKK (guidance for 2020/21: i niveauet -33 mDKK).
- Særlige poster vedrørende omstruktureringsomkostninger i niveauet 8 mDKK (0 mDKK).
Økonomiske mål
Roblons økonomiske mål er fortsat og under normale markeds- og konjunkturforhold:
- En gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på min. 15 %.
- En årlig EBIT-margin på min. 10 %.
- En årlig vækst i resultat pr. aktie på min. 15 %.
- Et afkast på den investerede kapital (ROIC) før skat på min. 20 %.
Salg af domicil
Koncernen besluttede tilbage i starten af 2020 at sætte sit domicil i Frederikshavn til salg. Der er ikke pt. konkrete købere til bygningerne, men processen med salget opretholdes. Koncernens danske aktiviteter vil efter et frasalg blive samlet på Roblons faciliteter i Gærum, hvor produktionen og en række administrative funktioner allerede er lokaliseret. Foruden positive synergier i den daglige drift forventes dette initiativ til sin tid at påvirke Roblons resultat og egenkapital positivt.
Fremtidige forhold
En varierende del af Roblons afsætning sker i Composite forretningsgruppen, der er kendetegnet ved en projektsalgsmæssig struktur. Det gør det til enhver tid vanskeligt på forhånd at give forecast for den totale fremtidige omsætning inden for givne terminer – hhv. kvartaler, halvår og helår.
Ovenstående udsagn om fremtidige forhold, herunder især forventningerne til omsætning og indtjening, er i sagens natur usikre og forbundet med risici. Mange faktorer vil være uden for Roblons kontrol og kan medføre, at de faktiske resultater vil afvige væsentligt fra de forventninger, som udtrykkes i ovenstående forventninger. Sådanne faktorer omfatter blandt andet – men ikke kun – ændringer i markeds- og konkurrenceforhold, ændringer i efterspørgsel og købemønstre, valutakurs- og renteudsving samt generelle økonomiske, politiske og forretningsmæssige forhold.
Frederikshavn, den 9. december 2021
Roblon A/S
Jørgen Kjær Jacobsen Lars Østergaard
Bestyrelsesformand Adm. direktør
Henvendelse vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:
Adm. direktør Lars Østergaard, tlf. +45 9620 3300
Vedhæftet fil