4. kvartal 2021: Jobindex afslutter 2021 med rekordomsætning


  • Jobmarkedet sætter hele tiden nye rekorder: Ledigheden falder, og der er stigende mangel på arbejdskraft
  • Samtidig stiger arbejdsgivernes villighed til at bruge penge på rekruttering og employer branding
  • Jobindex slutter året med en samlet omsætning på 428 mio. kr. og et driftsresultat på 178 mio. kr.
  • 2022 viser alle tegn på, at manglen på arbejdskraft fortsætter opad

I marts 2021 meldte Jobindex om kraftig stigning i antallet af jobannoncer og forudsagde et økonomisk opsving. Hverken regering eller vismænd turde dengang tro på det, men udviklingen har bekræftet forudsigelserne - og viste igen, at antallet af jobannoncer er en god og tidlig indikator for den økonomiske udvikling. 

Nu står vi ved indgangen til 2022 og tallene viser fortsat et jobmarked med fuld fart på: Jobindex tror på uafbrudt stigende beskæftigelse og økonomisk vækst i hele 2022. 

Bedste år hidtil - med overraskende vækst i 4. kvartal 2021

"Vi omsatte for 116 mio. kr. i 4. kvartal mod 88 mio. kr. i 4. kvartal året før," fortæller Kaare Danielsen. "Det er en stigning på 32%, som sprængte vores i forvejen høje forventninger. Årsresultatet for koncernen viser en nettoomsætning på 428 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 178 mio. kr. Det er særdeles tilfredsstillende."

Villige arbejdsgivere satser ekstra på at tiltrække medarbejdere

"Vi oplever at arbejdsgivernes villighed til at bruge flere ressourcer på rekruttering og på at brande sig vokser: Det er en udvikling, vi har kunnet følge i et stykke tid, og som vi forventer vil fortsætte. I Jobindex øger vi derfor vores investeringer i udvikling, nye produkter og ikke mindst kundekontakt: Det sidste halvandet år har vi udvidet med over 70 nye medarbejdere."

2021 gav udvikling på alle forretningsområder i Computerworld

Udover jobannoncering, rekruttering og employer branding gennem Jobindex, StepStone og it-jobbank omfatter koncernen også Computerworlds betalte abonnementsnyheder, kurser, konferencer og events, som alle voksede og bidrog positivt til resultaterne. 

Forventer et stærkt jobmarked og mangel på arbejdskraft i 2022

"Set med vores øjne er usikkerheden her i begyndelsen af 2022 væsentlig mindre end den var for et år siden: Antallet af jobannoncer på internettet satte rekord i januar med 35.900 nye jobannoncer, og arbejdsgivernes efterspørgsel efter flere og bedre rekrutteringsydelser er usvækket. På baggrund af det tror vi på fortsat vækst i omsætning og resultat i 2022," slutter Kaare Danielsen. Forventningerne og kvartalsregnskabet udgør intern viden. 

Yderligere oplysninger

Direktør Kaare Danielsen, telefon 20735010, email kd@jobindex.dk

Certified Adviser Jakob Tolstrup Kristensen, email jakob.tolstrup@cwicf.com


Vedhæftet fil



Anhänge

Kvartalsrapport 4. kvartal 2021 v4