1. kvartal 2022: Jobmarkedet stærkt trods krig i Ukraine


  • Jobindex' nettoomsætning i 1. kvartal steg til 123 mio. kr. i forhold til 97 mio. kr. året før, mens resultatet steg til 54 mio. kr. mod 38 mio. kr. i 2021
  • Med ca. 35.000 nye jobannoncer hver måned er jobmarkedet fortsat stabilt, og både private og offentlige arbejdsgivere leder efter arbejdskraft lige nu
  • Krigen i Ukraine og usikkerheden, der er forbundet hermed, sætter sig ikke spor i efterspørgslen efter medarbejdere på det danske arbejdsmarked

Fortsat stærkt jobmarked

"35.000 nyindrykkede jobannoncer hver måned er tegn på et fortsat meget stabilt og stærkt arbejdsmarked," siger Kaare Danielsen i forbindelse med Jobindex-koncernens første kvartalsmeddelelse. Han fortsætter: "Både private og offentlige arbejdsgivere søger med et højt aktivitetsniveau, og lige nu er antallet offentlige jobannoncer på det højeste niveau, vi nogensinde har målt."

For Jobindex betyder det, at virksomheden i første kvartal når de mål, der er meldt ud i forventningerne, selvom disse blev til før invasionen af Ukraine blev en realitet. "Krigen i Ukraine medfører helt naturligt stor usikkerhed om fremtiden, men det er ikke noget, vi kan måle effekten af i omfanget af nye jobannoncer, der traditionelt er en af de første sikre indikatorer for den økonomiske aktivitet og udviklingen i virksomhederne," forklarer Kaare Danielsen. 

Højsæson for jobannoncering

Foråret er højsæson på jobmarkedet, og Jobindex forbereder sig på, at det fortsætter. "Vi har øget investeringerne både i flere medarbejder og i udvikling af nye tilbud og produkter," siger Kaare Danielsen, der oplever at arbejdsgiverne er klar til at tænke udover den traditionelle annoncering i takt med, at det bliver sværere at finde arbejdskraft. "Employer branding og andre måder at tiltrække gode medarbejdere på fylder mere og mere hos arbejdsgiverne," siger Kaare Danielsen. 

Jobs og Jobbazar for Ukraine

Jobindex lancerede kun to uger efter angrebet på Ukraine et nyt jobsite specielt rettet mod ukrainere, der søger job i Danmark, og de virksomheder, der vil gøre ekstra opmærksom på job, som også henvender sig til nyankomne ukrainere. Det gav overvældende interesse fra medierne og støtte fra erhvervslivets organisationer, og hashtagget #JobsForUkraine bruges nu generelt på de danske jobsites. "Det er jeg rigtig glad for, for det er en fælles opgave at hjælpe", slutter Kaare Danielsen. 

Nu på torsdag den 19. maj danner Københavns Rådhus rammen for en jobbazar for bl.a. ukrainske flygtninge, arrangeret i samarbejde mellem Københavns Kommune, Foreningen Lige Adgang, Jobindex og Powerjobsøgerne. 

Kvartalsregnskabet udgør intern viden. 

Yderligere oplysninger

Direktør Kaare Danielsen, telefon 20735010, email kd@jobindex.dk

Certified Adviser Jakob Tolstrup Kristensen, email jakob.tolstrup@cwicf.com


Vedhæftet fil



Anhänge

Kvartalsrapport 1. kvartal 2022 v2