cBrain indgår aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet



Selskabsmeddelelse nr. 12/2023

cBrain indgår aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet


København, 3. maj 2023


I forbindelse med den nye regeringsdannelse den 15. december 2022 blev Indenrigs- og Boligministeriet nedlagt som selvstændigt ministerium, idet indenrigsområdet blev flyttet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 

Det nye Indenrigs- og Sundhedsministerium har indgået aftale med cBrain om at levere F2 som ny digital platform i departementet. Dette er cBrains første aftale på sundhedsområdet.

Aftalen er derfor vigtig for cBrain. Den underbygger cBrains fortsatte fremgang på det danske marked, samtidig med at der er tale om et nyt ressortområde.

I forbindelse med regeringsdannelsen blev der, parallelt med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, oprettet yderligere 2 nye ministerier: Økonomiministeriet samt Ministeriet for Digitalisering og Ligestilling. Begge ministerier har ligeledes valgt at anvende F2 som digital platform i departementet.

Den nye aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet betyder derfor, at alle de 3 nye ministerier, som blev oprettet i forbindelse med regeringsdannelsen, nu anvender F2.

cBrain står i en position, hvor næsten alle danske ministerielle departementer i dag anvender F2. Det har stor betydning for cBrains internationale vækstplan, hvor ikke mindst referencepositionen i den danske centraladministration er vigtig. Det er derfor glædeligt, at cBrain fortsat udbygger sin position som leverandør til de danske ministerier.


Med venlig hilsen        

Per Tejs Knudsen, CEO






Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til

Ejvind Jørgensen, CFO, cBrain A/S, ir@cbrain.com, +45 2594 4973

Vedhæftet fil



Anhänge

Selskabsmeddelelse nr 2023-12 (SUM)