Meddelelse nr. 21/2023: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling


I henhold til vedtægterne indkaldes herved til ekstraordinær generalforsamling fredag d. 15. december 2023 kl. 09:00 hos Mazanti-Andersen Advokatpartnerselskab, Amaliegade 10, DK-1256 København K.

Bestyrelsen har udpeget advokat Jens Ahrendt, Mazanti-Andersen Advokatpartnerselskab, som dirigent.

Dagsordenen for generalforsamlingen er:

  1. Forlængelse af bemyndigelse til kapitalforhøjelse i vedtægternes punkt 12.1. og punkt 12.2. til den 18. december 2028.
  2. Eventuelt

Godkendelse af forslag om ændring af vedtægter, herunder forlængelse af bemyndigelse til kapital­forhøjelse i vedtægternes punkt 12.1. og 12.2. forudsætter, at mindst 2/3 såvel af de stemmer, som er afgivet, såvel som af den del af selskabs­kapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen stemmer for, jf. selskabs­lovens § 106, stk. 1.

Aktiekapital, stemmer m.v.
Aktiekapitalens størrelse er DKK 174.000.000,00 fordelt på 348.000.000 stk. aktier á DKK 0,50. Hvert aktiebeløb på DKK 0,50 giver én stemme.

Ejerbogsfører er ComputerShare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby.

Det pengeinstitut, der er udpeget af selskabet, er Ringkjøbing Landbobank A/S, Torvet 1, 6950 Ringkøbing, hvorigennem aktionærerne kan udøve deres finansielle rettigheder.

Registreringsdato, adgangskort, stemmeret og fuldmagt
En aktionærs ret til at deltage i og afgive stemmer på generalforsamlingen fastsættes i forhold til de aktier, aktionæren besidder på registreringsdatoen, som ligger 1 uge før generalforsamlingen.

Registreringsdatoen er således d. 8. december 2023 kl. 23.59.

Aktionærerne kan afgive brevstemme og fuldmagt. Brevstemme og fuldmagt kan afgives elektronisk via aktionærportalen på selskabets hjemmeside www.strategicinvestments.dk eller ved udfyldelse og indsendelse af fuldmagts-/brevstemmeblanket. Blanketten er tilgængelig på hjemmesiden. Blanketten skal være selskabet i hænde senest d. 11. december 2023 kl. 23.59 ved returnering til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby.

Adgangskort kan rekvireres ved henvendelse til Computershare A/S, Lottenborgvej 26 D, 2800 Kgs. Lyngby, med oplysning om navn, adresse og VP-nr. samt ved elektronisk tilmelding via aktionærportalen på selskabets hjemmeside www.strategicinvestments.dk. Adgangskort bliver udleveret ved indgangen til generalfor­samlingen.

Bestilling af adgangskort og eventuelle fuldmagter skal være modtaget senest d. 11. december 2023 kl. 23.59. Fuldmagten skal være skriftlig og dateret.

Dagsorden m.v.

Denne indkaldelse med dagsorden indberettes af selskabet til NASDAQ OMX Copenhagen A/S og offentliggøres herefter i Erhvervsstyrelsens it-informationssystem, på selskabets hjemmeside www.strategicinvestments.dk samt afsendes til de i selskabets ejerbog noterede aktionærer, som har fremsat begæring herom.

Dagsordenen for generalforsamlingen med de fuldstændige forslag, årsrapporten med revisionspåtegning og årsberetningen samt brevstemme- og fuldmagtsblanketter er tilgængelige på selskabets hjemmeside www.strategicinvestments.dk.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Strategic Investments A/S

Vedhæftet fil



Anhänge

SI _21_2023_EGM_241123