LANCERING AF AKTIETILBAGEKØBSPROGRAM


SELSKABSMEDDELELSE nr. 06 - 9. februar 2024
 

Bestyrelsen i DFDS A/S (“DFDS”) har besluttet at iværksætte et aktietilbagekøbs-program på op til DKK 431 millioner i perioden indtil 30. september 2024.

Programmet gennemføres i henhold til EUs markedsmisbrugsforordning, EU forordning nr. 596/2014 af 16. april 2014 samt EU-Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2016/1052 af 8. marts 2016 (”Safe Harbour-reglerne”).

Formål
Programmets formål er at justere kapitalstrukturen i DFDS, ultimativt gennem en annullering af tilbagekøbte aktier og at imødegå forpligtelser under DFDS’ aktiebaserede incitamentsprogrammer.

Betingelser
Aktietilbagekøbsprogrammet gennemføres under følgende betingelser:

  • Programmet gennemføres i perioden fra 12. februar 2024 til 31. december 2024;
  • DFDS kan tilbagekøbe aktier op til en samlet købspris på maksimalt DKK 431 mio.;
  • Der kan maksimalt tilbagekøbes 3.400.000 aktier i programmets løbetid;
  • Det maksimale antal aktier, der kan købes pr. handelsdag, må ikke overstige 25% af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen af DFDS-aktier, der er handlet på den handelsplads, hvor købet er gennemført i de foregående 20 handelsdge; og
  • Aktier kan ikke tilbagekøbes til en pris, der er højere end både (i) DFDS-aktiekursen for den sidste uafhængige handel på den handelsplads, hvor købet er gennemført, og (ii) det højeste uafhængige bud på DFDS-aktien på den handelsplads, hvor købet er gennemført.

DFDS kan til envher tid suspendere eller afslutte programmet. Enhver suspendering eller afslutning vil blive meddelt via en selskabsmeddelelse.

Handler foretaget under aktietilbagekøbsprogrammet vil blive offenliggjort via en selskabsmeddelelse mindst én gang hver syvende handelsdag.

Deltagelse af Lauritzen Fonden
I henhold til en særskilt aftale med DFDS har Lauritzen Fonden Holding ApS ("Lauritzen Fonden") forpligtet sig til at deltage i aktietilbagekøbsprogrammet via separate transaktioner uden for Safe Harbour på en 41,55% pro rata-basis, hvilket svarer til dets nuværende aktiepost i DFDS.

DFDS vil på ugentlig basis købe aktier fra Lauritzen Fonden i en mængde, der sikrer Lauritzen Fondens fortsatte deltagelse i aktietilbagekøbsprogrammet på en 41,55% pro rata basis og til en pris svarende til den ugentlige volumenvægtede gennemsnitlige aktiekurs på DFDS-aktierne tilbagekøbt af DFDS under aktietilbagekøbsprogrammet. Prisen må ikke afvige mere end 10% fra den noteret kurs på Nasdaq København på købstidspunktet.

Begrænsningerne i forhold til den samlet købspris og antallet af aktier beskrevet ovenfor under ”Betingelser” er inklusiv Lauritzen Fondens pro rata andel.

Lead Manager
DFDS har udpeget Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland (“Nordea”), som Lead Manager for programmet. Som Lead Manager vil Nordea udføre aktietilbagekøbshandlerne på vegne af DFDS og træffe alle relaterede handelsbeslutninger uafhængigt og uden indflydelse fra DFDS.

Bemyndigelse
Aktietilbagekøbet iværksættes under henvisning til bemyndigelsen til bestyrelsen til at erhverve egne aktier givet af generalforsamlingen den 22. marts 2023 ("Bemyndigelsen").

I henhold til Bemyndigelsen er bestyrelsen bemyndiget til i perioden indtil den 22. marts 2027 at lade DFDS erhverve op til 5.860.000 egne aktier til en købspris, der ikke afviger mere end 10 % fra den noteret købskurs på Nasdaq København på tidspunktet for erhvervelse. I henhold til Bemyndigelsen må DFDS’ samlede antal egne aktier på intet tidspunkt overstige 10% af DFDS’ aktiekapital.

DFDS ejer pr. dags dato 2.393.545 egne aktier svarende til 4,08 % af DFDS’ aktiekapital. DFDS har ikke købt egne aktier siden Bemyndigelsen blev givet.


Kontakt

Torben Carlsen, CEO +45 33 42 32 01

Karina Deacon, CFO +45 33 42 33 42

Søren Brøndholt Nielsen, IR +45 33 42 33 59

Dennis Kjærsgaard Sørensen, Media +45 42 30 38 47


Om DFDS

Vi driver et transportnetværk i og omkring Europa med en omsætning på DKK 27 mia. og 13.200 heltidsansatte.

Vi transporterer varer i trailere med færge, vej og jernbane samt tilbyder komplementære og relaterede transport- og logistikløsninger.

Vi transporterer også passagerer i bil og til fods med færger på korte ruter og på ruter med overnatning.

DFDS blev grundlagt i 1866, har hovedkontor og er børsnoteret i København.


This information is subject to the disclosure requirements pursuant to Section 5-12 the Norwegian Securities Trading Act.

 

Vedhæftet fil



Anhänge

DFDS_DK_NR_06_09_02_2024_SBB_INITIERING