Pharma Equity Group A/S - Årsrapport 2023
Dato: 20. marts 2024
Årets meddelelse nr.: 07
Pharma Equity Group A/S - Årsrapport 2023 - året i hovedtræk
Bestyrelsen for Pharma Equity Group A/S har dags dato behandlet og godkendt Selskabets årsrapport for 2023, som i hovedtræk kan sammenfattes, som følger:
Årets resultat blev DKK -24,6 mio. (2022: DKK -9,4 mio.). Resultatet er påvirket negativt af en regnskabsmæssig nedjustering på DKK 4,4 mio. af tilgodehavende fra salg af Portinho S.A. med hovedstol på EUR 9,55 mio. (DKK 71,3 mio.) ekskl. tilskrevne renter. Dagsværdien af tilgodehavendet er nedjusteret til DKK 58 mio. kr. pr. 31. december 2023 og dermed afspejler koncernens resultatopgørelse et dagsværditab på DKK 4,4 mio. Det nedjusterede tilgodehavende på DKK 58 mio. kr. skal ses i forhold til tilgodehavendets hovedstol, inklusive renter, på ca. DKK 79,1mio. pr. 31. december 2023.
Det er fortsat ledelsens opfattelse, at tilgodehavendet vil blive inddrevet, men det vil tage længere tid end forventet ved indgåelse af aftalen, der udløb 1. juli 2023, hvilket afspejles i nedjusteringen af tilgodehavendet pr. 31. december 2023.
Ligeledes påvirkes resultatet negativt af finansielle omkostninger på ca. DKK 1,6 mio. Finansielle omkostninger består primært af renter af efterstillet konvertibel gæld, bankgæld og finansielle lån. Renter af efterstillet konvertibel gæld og af finansielle lån påløber og betales først, når hovedstolen forfalder. Hvis konvertibel gæld konverteres, vil konverteringen også omfatte de påløbne renter.
Årets resultat er påvirket af forsknings- og udviklingsomkostninger på DKK 9,1 mio. og administrationsomkostninger på DKK 11,9 mio. (2022 DKK 5,5 mio. og DKK 5,8 mio. ). Stigningen i udviklingsomkostninger skyldes den forventede styrkelse af organisationen og udviklingsaktiviteterne med ansættelse af en CCO og CMO og øvrige personale. Partnerskaberne med hospitaler og andre eksterne samarbejdspartnere er ligeledes blevet styrket. Stigningen i administrative omkostninger skyldes primært transaktionen mellem PEG og Reponex hvor omkostninger vedrørende begge virksomheder er inkluderet fra 24. marts 2023. Endvidere er der brugt væsentlige ressourcer på at styrke investor relations kommunikationen og kendskabsgraden til PEG og Reponex.
Koncernens kapitalberedskab er i slutningen af 2023 og i begyndelsen af 2024, blevet styrket ved etablering af konvertible lån for ca. DKK 16 mio. og en kreditfacilitet på DKK 12,6 mio. Koncernens kapitalberedskab forventes løbende at blive styrket yderligere i 2024 via etablering af konvertible lån eller anden tilsvarende finansiering. Selskabet har i øjeblikket dialog med flere eksisterende/nye investorer om finansiering på kort sigt. Herudover arbejder ledelsen fremadrettet strategisk på en mere omfattende udvidelse af kapitalen og aktiekapitalstrukturen.
Egenkapitalen pr. 31. december 2023 udgør 38,9 mio. mod DKK 18,9 mio. pr. 31. december 2022.
Strategi og forventninger til 2024
I 2024 vil koncernen fokusere på at skabe et solidt grundlag for indtægtsskabende aktiviteter i 2025 og frem.
Dette involverer følgende fokus:
- Fortsætte og forbedre udviklings- og forskningsaktiviteterne.
- Udforske muligheder for strategiske partnere for vores forskellige lægemiddelkandidater og starte indledende forhandlinger med disse.
- Skabe et solidt økonomisk fundament.
- Øge investor relations aktiviteter og kommunikationen og kendskabsgraden om koncernen og Reponex.
Koncernens aktiviteter forventes ikke at generere omsætning før i 2025. For 2024 forventes der et koncernresultat før skat på DKK -24 til -29 mio. Det forventede koncernresultat for 2024 afspejler ikke eventuelle gevinster/tab relateret til Portinho S.A.- tilgodehavendet.
Klokken 11.00 i dag inviterer CEO Thomas Kaas Selsø til online præsentation af årsrapporten for 2023 og væsentlige begivenheder indtil nu i 2024. Deltag via dette link: Inderes.dk/PharmaEquityGroup
Eventuelle spørgsmål vedrørende denne meddelelse samt årsregnskabet for 2023 kan rettes til selskabets CEO Thomas Kaas Selsø, på mail investor@pharmaequitygroup.com.
Med venlig hilsen
Pharma Equity Group A/S
Bestyrelsen
Om Pharma Equity Group A/S
Pharma Equity Group er et børsnoteret selskab på Nasdaq Copenhagens hovedliste. Selskabets hovedfokus er på at fremme de forskellige lægemiddelkandidater i sit datterselskab, Reponex Pharmaceuticals A/S. Med et urokkeligt fokus på Health Care er Pharma Equity Groups primære mål at tilføre betydelig værdi til Reponex Pharmaceuticals' forskellige lægemiddelkandidater.
Selskabet er forpligtet til at yde omfattende support, ressourcer og ekspertise til at drive udviklingen og succesen af disse lægemiddelkandidater. Som strategisk partner arbejder Pharma Equity Group tæt sammen med Reponex Pharmaceuticals og prioriterer fremme af innovative medicinske løsninger og banebrydende behandlinger. Først når det fulde potentiale i Reponex Pharmaceuticals er blevet udfoldet, er intentionen om at udforske muligheder for at investere i andre virksomheder. Denne tilgang sikrer et stærkt engagement i de aktuelle medicinske projekter og deres udvikling, samtidig med at den – på længere sigt – forbliver åben for nye strategiske investeringer med henblik på fortsat vækst.
Vedhæftede filer