Aalborg Portland atter helejet af FLS


Aalborg Portland Holding A/S, der indgår i FLS Koncernen, har i dag indgået aftale med den engelske cementkoncern, Blue Circle Industries PLC, om at tilbagekøbe dette selskabs andel på 50 procent af den danske cementvirksomhed, Aalborg Portland A/S, som dermed atter bliver 100 procent ejet af Aalborg Portland Holding med virkning fra 1. juli 2000.

Investeringen beløber sig til 120 mio. pund, svarende til knap 1,5 mia. kr.(195 mio. euro), som Aalborg Portland Holding betaler for Blue Circles andel. Samarbejdet med Blue Circle fastholdes på en række markeder, hvor Aalborg Portland fortsat vil afsætte sine hvide og grå cementprodukter gennem Blue Circle. Handelen er i øvrigt betinget af de tyske konkurrencemyndigheders godkendelse, som ventes at foreligge inden for de nærmeste uger.

Strategisk match

Investeringen understøtter FLS Koncernens strategi med Aalborg Portland Holding og F.L.Smidth-Fuller Engineering i centrum. Det fulde ejerskab af Aalborg Portland A/S fremmer gennemførelsen af den ''hvide strategi'', der skal styrke Aalborg Portland Holdings førende position inden for globalt salg og produktion af nicheproduktet hvid cement. Hertil kommer målsætningen om at fastholde og udbygge koncernens regionale positioner inden for fabriksbeton og grå cement, hvor stadig bedre logistikløsninger og et målrettet produktsortiment skal sikre konkurrenceevnen.

Resultatpåvirkning

Som meddelt i fondsbørsmeddelelse nr. 30 af 21. juli 2000 vil købet påvirke FLS Koncernen og Aalborg Portland Holding koncernens EBIT negativt. Således øges afskrivningerne på goodwill med 26 mio. kr. i 2000. Det fulde ejerskab af cementaktiviteterne styrker Aalborg Portland Holding, der fremover disponerer over hele Aalborg Portlands stærke cash flow. De øgede afskrivninger og finansieringsomkostninger forbundet med købet reducerer resultatet før skat med omkring 85 mio. kr., hvilket er indeholdt i forventningerne til årets resultat som udmeldt den 21. juli 2000.

Aalborg Portland A/S omsatte
i 1999 for godt 1,5 mia. kr. (201 mio. euro), heraf 400 mio. kr. inden for hvid cement. Selskabet beskæftigede 735 medarbejdere. Få mere at vide via Internettet på: http://www.aph.dk og http://www.aalborg-portland.dk



FLS Industries A/S
Koncerninformation