København, den 11. juni 2007 Fondsbørsmeddelelse nr. 6/2007 Investeringstilsagn til Litorina Kapital III Scandinavian Private Equity A/S (SPEAS) har afgivet et investeringstilsagn til private equity fonden Litorina Kapital III stort SEK 100 mio. Litorina Kapital er et svensk private equity selskab med kontor i Stockholm. Siden 1998 har Litorina Kapital investeret i 22 selskaber. Den nuværende portefølje omfatter 11 selskaber med en samlet omsætning på over SEK 3 mia. Litorina Kapital III forventer som udgangspunkt at investere SEK 50-150 mio. pr. selskab og vil i lighed med den foregående Litorina Kapital fond gennemføre majoritetsinvesteringer i små og mellemstore virksomheder med en stærk markedsposition. Fondens geografiske fokus vil primært være Sverige. SPEAS har med investeringstilsagnet til Litorina Kapital III i alt afgivet investeringstilsagn for ca. DKK 565 mio. til private equity fonde, hvilket er i overensstemmelse med SPEAS' målsætning om, inden for kort tid efter børsintroduktionen, at afgive yderligere tilsagn til private equity fonde. Ud over Litorina Kapital III har SPEAS afgivet investeringstilsagn til EQT V og Industri Kapital 2007. Investeringstilsagnet til Litorina Kapital III underbygger, at SPEAS qua sin investeringsstrategi og samarbejde med managementselskabet, Scandinavian Private Equity Partners, opfattes som en attraktiv samarbejdspartner for fondene og kan få adgang til at investere i attraktive private equity fonde. For nærmere information om Litorina Kapital henvises til fondens hjemmeside, www.litorina.se. Yderligere oplysninger: Ole Mikkelsen, direktør, telefon (+45) 70 25 10 55, mobiltelefon (+45) 30 66 96 30