Det har været et år med store udfordringer og forandringer, især som følge af overtagelse af den svensk/finske virksomhed OP-Kuvert i starten af 2007. Købet af OP-Kuvert har medført en væsentlig forøgelse af Inter-Mails aktiviteter inden for forretningsområdet Konvolut og har ligeledes betydet en styrkelse af InterMails samlede position på det nordiske marked, hvilket er yderligere understreget med købet af StroedeRalton AB i december 2007. • Omsætningen i InterMail steg med 56% til 491 mio. DKK i 2006/07 fra 315 mio. DKK i 2005/06, hvilket er lidt lavere end forventet. Stigningen i omsætningen kan især tilskrives købet af OP-Kuvert i starten af 2007. • EBITDA blev 52 mio. DKK mod 34 mio. DKK i 2005/06. • Årets resultat før skat steg med 145% og udgjorde ca 27 mio. DKK i 2006/07 mod 11 mio. DKK året før. • Årets resultat efter skat blev på 27 mio. DKK mod 7 mio. DKK året før. Resultatet er positivt påvirket af indtægtsførsel af badwill (ca. 12 mio. DKK) ved købet af OP-Kuvert gruppen og af frasalg af to ejendomme (ca. 7 mio. DKK). Investering i udvikling af Solutions har påvirket resultatet negativt med ca. 7 mio. DKK. • Cash flow fra driftsaktivitet udgjorde 27 mio. DKK mod 26 mio. DKK året før. • Bestyrelsen indstiller, at der for regnskabsåret 2006/07 udbetales et udbytte på 5 DKK svarende til 21% af årets resultat.