I dag offentliggør TDC, at TDC's 64%-ejede datterselskab (62,5% på fuldt udvandet basis) Hungarian Telephone and Cable Corp. (”HTCC”), som er noteret på American Stock Exchange, har underskrevet en aktiekøbsaftale om køb af 95,7% af aktiekapitalen i det i Østrig baserede Memorex Telex Communications AG (”Memorex”), som er en af de ledende alternative udbydere af båndbredde i Central- og Østeuropa med den største fastnet-infrastruktur i regionen. Købesummen udgør i alt EUR 90,5 mio. (ca. USD 130,3 mio.). Købesummen omfatter overtagelse af gæld på EUR 60,2 mio. (ca. USD 86,7 mio.) og en kontant betaling på EUR 30,3 mio. (ca. USD 43,6 mio.) til aktionærerne i Memorex. Købesummen vil udelukkende blive finansieret af HTCC. TDC forventer, at købet vil have en positiv virkning på TDC's EBITDA for 2008 og fremefter. Købet forventes at blive gennemført i februar 2008, når der er sket opfyldelse af sædvanlige gennemførelsesbetingelser, herunder indhentelse af nødvendige godkendelser fra konkurrencemyndighederne. Efter gennemførelse af købet har HTCC til hensigt at købe de resterende aktier i Memorex i overensstemmelse med østrigsk ret, således at HTCC kommer til at eje 100% af aktiekapitalen. For yderligere informationer kontakt TDC Investor Relations på 66 63 76 80. TDC A/S Nørregade 21 0900 København C tdc.dk