Nordea Invest Årsrapport 2007


Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest og Placeringsforeningen    
Nordea Invest har på bestyrelsesmødet den 22. februar 2008 besluttet at         
indstille foreningernes regnskaber til godkendelse på generalforsamlingen den   
27. marts 2008.                                                                 

Udviklingen i foreningerne                                                      
Ved udgangen af 2007 var den investerede formue i Investeringsforeningen Nordea 
Invest og Placeringsforeningen Nordea Invest 62,9 mia. kr. Foreningernes samlede
afkast blev på 0,6 mia. kr. Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen   
den 27. marts 2008, at der udbetales 2,3 mia. kr. i udbytte. Det samlede udbytte
overstiger foreningens samlede afkast. Dette skyldes, at beregningen af udbyttet
og dermed udbyttets størrelse er lovbestemt.                                    

Den globale udvikling i 2007                                                    
Første halvår af 2007 var præget af pæne stigninger på de globale aktiemarkeder.
I juli og august vendte billedet for de finansielle markeder, og den resterende 
del af året og begyndelsen af 2008 blev præget af meget betydelige og stadig    
alvorligere spændinger. Krisen på ikke mindst det amerikanske boligmarked       
spredte sig til store dele af det finansielle system. Adskillige banker i USA og
Europa måtte notere betydelige tab. Usikkerheden omkring omfanget og placeringen
af de potentielle tab medførte store spændinger i det finansielle system, og det
stod efterhånden klart, at risikoen for en negativ påvirkning af økonomierne og 
en egentlig recession var til stede. Især den amerikanske centralbank søgte     
gennem aggressive rentenedsættelser at modvirke disse tendenser. Den svage      
dollar, en rekordhøj oliepris og fortsat stigende råvarepriser sætter imidlertid
snævre grænser for centralbankernes muligheder for at påvirke den reale økonomi 
uden at forstærke inflationstendenserne.                                        

Aktieafdelingerne                                                               
Af årsrapporten fremgår det, at det var et blandet år for aktieafdelingerne. De 
brede globale aktieafdelinger: Nordea Invest Aktier, Nordea Invest Aktier II, og
Nordea Invest Verden gav afkast mellem 0,1 pct. og 0,4 pct. Globalt set klarede 
vækstaktier sig under ét betydeligt bedre end valueaktier, og dette afspejlede  
sig i afkastene på de øvrige globale aktieafdelinger i Nordea Invest. Blandt de 
regionale afdelinger klarede Nordea Invest Europa sig bedst med et afkast 3,6   
pct. Nordea Invest USA og Nordea Invest Japan var begge negativt påvirket af    
udviklingen i valutakurserne over for danske kroner og gav afkast på henholdsvis
-7,1 pct. og -18,4 pct. De to danske afdelinger Nordea Invest Danske Aktier og  
Nordea Invest Danmark gav afkast på henholdsvis 4,5 pct. og 0,5 pct. Aktierne i 
de såkaldte emerging markets-regioner klarede sig bedst i 2007. Nordea Invest   
Fjernøsten, Nordea Invest Østeuropa og Nordea Invest Emerging Markets gav afkast
på henholdsvis 19,8 pct., 21,3 pct. og 28,4 pct.                                

Obligationsafdelingerne                                                         
Obligationsafdelingerne gav generelt lave afkast i 2007. De europæiske          
afdelinger blev presset af stigende renter i Europa, mens de øvrige afdelinger  
var påvirket af faldene i kursen på dollar og yen, som delvist neutraliserede   
den positive effekt af det faldende renteniveau. Nordea Invest Korte            
obligationer var den danske obligationsafdeling, der klarede sig bedst, med et  
afkast på 3,5 pct. Nordea Invest HøjrenteLande var den udenlandske              
obligationsafdeling, der klarede sig bedst, med et afkast på 2,9 pct.           

Tre nye afdelinger i Nordea Invest                                              
Nordea Invest lancerede primo december to nye                                   
aktieafdelinger Nordea Invest Latinamerika og Nordea Invest Norden. Trods de    
svære markeds­betingelser i december gav Nordea Invest Latinamerika et afkast på
1,5 pct., mens Nordea Invest Norden gav et afkast på -1,3 pct. Herudover        
introduceredes Nordea Invest Erhverv Stabile Aktier Akkumulerende, der er       
målrettet midler i virksomheds­skatteordningen. Denne afdeling havde en svær    
start med et afkast på -3,6 pct.                                                

Årsrapport 2007 tilgængelig fra den 22. februar 2008                            
Årsrapport 2007 kan fra den 22. februar 2008 rekvireres hos Nordea Invest eller
downloades på www.nordeainvest.dk. 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktør Peter Hemme på telefon 33 36 06 00.


                               Med venlig hilsen                                
                                 Nordea Invest                                  

            Lars Eskesen 			Peter Hemme                           
            Bestyrelsesformand		Adm. Direktør

Attachments

placeringsforeningen_2007_web.pdf